DR-løvinde klar til Vild med dans: Hun er bange for noget

Iværksætter Birgit Aaby, kendt fra DR-programmet "Løvens hule", skal være med i "Vild med dans".

‘Løvinden’ Birgit Aaby skal være med i Vild med Dans. Foto: Andreas Beck / Ritzau Scanpix.
‘Løvinden’ Birgit Aaby skal være med i Vild med Dans. Foto: Andreas Beck / Ritzau Scanpix.
Offentliggjort Sidst opdateret

Til efteråret skal iværksætter Birgit Aaby forberede sig på at lægge sin forfængelighed på hylden og overskride alle sine grænser.

Den 51-årige serieinvestor, som er kendt fra DR-programmet “Løvens Hule”, har nemlig sagt ja til at deltage i den kommende sæson af “Vild med dans”.

Og det har ikke været en nem beslutning.

– Jeg har været rigtig meget i tvivl, og jeg havde egentlig besluttet, at jeg ikke ville deltage. Men jeg kender rigtig mange, der har været med i “Vild med dans”, som siger, at det er den fedeste oplevelse.

– Så jeg tænkte, at hvis jeg ikke siger ja, før jeg fylder 60, så kommer jeg sikkert til at fortryde det – selv om jeg virkelig skal overskride alle mine grænser. Men jeg er blevet enig med mig selv om, at nogle gange skal man gøre ting, man er utryg ved, siger hun.

Startede som 29-årig

Birgit Aaby er en af Danmarks mest succesrige kvindelige iværksættere. Hun stiftede som 29-årig rengøringsfirmaet Combi Service, som i dag er en millionforretning med omkring 230 ansatte.

I 2007 gav hun direktørstafetten videre og har efterfølgende blandt andet været administrerende direktør i Lyngby Boldklub.

Derudover har hun i tre sæsoner medvirket i iværksætterprogrammet “Løvens Hule”, hvor hun har investeret i over 20 virksomheder.

I 2018 trådte Birgit Aaby ud af “Løvens Hule”, og hun havde egentlig besluttet sig for, at hun ikke skulle lave mere tv.

Men så …

Men da casteren på “Vild med dans” spurgte, om hun havde lyst til at deltage i programmet, kunne hun alligevel ikke sige nej. Selv om Birgit Aaby er nervøs for, hvordan hun kommer til at tage sig ud, når hun skal danse alt fra rumba til cha-cha-cha i bedste sendetid fredag aften.

– Jeg kommer jo fra business-verdenen, og “Løvens Hule” har været en kæmpe succes for mig, så min største overvejelse var faktisk, hvordan jeg ville have det med at gå fra at være hende den seje til potentielt at blive et kæmpe flop, siger Birgit Aaby og griner.

– Mine tre sønner synes for eksempel, at “Vild med dans” er det dummeste, jeg nogensinde har sagt ja til. Men hvorfor egentlig? Selvfølgelig er der en risiko for, at jeg bliver til grin, men det er der jo ikke noget at gøre ved.

– Nogle gange tror jeg, man skal gøre ting, selv om man kan blive til grin, og så være ligeglad med hvad folk tænker, siger hun.

Af med kiloene

For Birgit Aaby er en del af motivationen for at deltage i “Vild med dans” også, at de mange dansetimer måske kan hjælpe hende til at smide et par kilo.

– Mine veninder, som har været med i programmet, har tabt sig sindssygt meget, og det er faktisk en kæmpe drivkraft for mig.

– Jeg har kæmpet med min vægt i rigtig lang tid, så jeg tænker, at nu kommer jeg til at stå knivskarpt. Hvis jeg altså ikke bliver stemt ud som den første, siger Birgit Aaby og griner.

Hun glæder sig til at få sin dansepartner og komme i gang med at træne, men hun frygter til gengæld den første fredag, hvor hun for rullende kameraer skal præstere på dansegulvet.

– Det jeg frygter aller, allermest, er fredagene. Dem gad jeg godt springe over. Jeg har ikke holdt foredrag i over et år, fordi jeg er ikke så god til at stille mig op foran folk. Enten begynder jeg at græde, eller også kan jeg bare slet ikke finde ud af det.

– Så det bliver simpelthen det største, at jeg skal stille mig frem foran en million mennesker, der kigger på mig. Jeg kan få helt ondt i maven bare ved tanken. Men jeg prøver at minde mig selv om, at man kun fortryder de ting, man ikke gør, siger hun.

Powered by Labrador CMS