Dør kort tid efter sin hustru

I forbindelse med sin 75-års-fødselsdag skrev Peter Bonnén, at han havde opnået alt det, han kunne drømme om

Offentliggjort Sidst opdateret

Billedhugger Peter Bonnén er død i sit hjem i København. Han blev 76 år.

Det skriver Altinget, der henviser til to opslag på Facebook fra kunstnerens søster og advokat gennem mange år.

"Nu er der gået 24 timer uden ham, og det føles som et helt liv- så uendelig tungt at bære. Jeg kunne ikke løfte ham ud. Det tungeste døgn- ja de tungeste måneder fik vi , da han bakkede baglæns ind i mørket. Det begyndte den dag hans livs Linda blev begravet", skriver søsteren Suste Bonnén.

Peter Bonnén har været aktiv kunstner, siden han var ung, og han havde sin første udstilling som 16-årig.

'Hul i hovedet'

Tidligt i hans karriere købte Statens Kunstfond hans værk "Skulptur i seks dele", og så var navnet slået fast - også uden for kunstkredse.

Det skyldtes ikke mindst en lagerforvalter, Peter Rindal, der mente, at det var hul i hovedet, at fonden havde betalt 1400 skattekroner for en skulptur, som ikke rigtig forestillede noget.

Værket, som i dag tilhører kunstmuseet i Herning, var lavet i metal.

Billedhugger Peter Bonnen (t.v.) er død, oplyser søster og ven på Facebook. (Arkivfoto).
Billedhugger Peter Bonnen (t.v.) er død, oplyser søster og ven på Facebook. (Arkivfoto).

50.000 underskrifter

Den vrede lagerforvalter tog initiativ til en underskriftsindsamling på sin arbejdsplads. Den bredte sig, og snart havde 50.000 mennesker skrevet under på protesten.

Det blev kickstarten til "rindalismen" og en debat om statens rolle i forhold til kunst og kultur, men også til Peter Bonnéns karriere.

Han var på det tidspunkt allerede en del af Den Eksperimenterende Kunstskole, som også talte kunstnere som Jens Jørgen Thorsen og Per Kirkeby.

Det var eleverne selv, der bestemte, hvem der kunne komme ind. "Hommage à Irma" bestående af knækbrød i ramme blev Bonnéns adgangsbillet.

Skulpturer og fotografier

Interessen for skulpturerne havde han frem til sin død, men med årene fik de følgeskab af fotografier. 

Blandt andet fotoserien "Djiboutis Farver", der vakte stor begejstring, de den blev vist på Davids Samling i København i 2016-2017.

Tilfreds kunstner

Op til sin 75-års-fødselsdag udtrykte Peter Bonnén en tilfredshed med det, han havde opnået. 

Det skete i en mail til Ritzau i forbindelse med et fødselsdagsportræt.

- Jeg har jo opnået alt det, jeg blot kunne drømme om, da det hele begyndte. Desuden må du godt skrive, at jeg i fremtiden vil arbejde noget mere og læse lidt færre bøger, skrev han.

Peter Bonnén mistede sin kone Linda Bonnén i juni i år. 

Sammen havde de en fælles søn. 

Peter Bonnén efterlader desuden to børn fra tidligere ægteskab.

Powered by Labrador CMS