Dødsårsagen afsløret

Det var en revne i hovedpulsåren, der kostede Depeche Mode-stjernen Andy Fletcher livet

Udgivet Opdateret

Det kom som et chok, da Depeche Mode i maj måned meddelte, at Andy Fletcher, der var medstifter af bandet, pludselig var død.

- Vi er chokerede og overvældet af sorg over vores vens alt for tidlige død, skrev de øvrige bandmedlemmer på Twitter uden dog at nævne nogen dødsårsag.

En såkaldt aortadissektion

Nu røber bandet så i et opslag på Facebook, at det var en såkaldt 'aortadissektion' - en revne i hovedpulsåren - der forårsagede døden.

- For et par uger siden modtog vi resultatet af lægeundersøgelsen, som Andys familie har bedt os om at dele med jer. Andy fik en aortadissektion i sit eget hjem den 16. maj. Så selvom det var for tidligt, døde han en naturlig død uden langvarige smerter, står der i opslaget.

Fejrede stjernens liv

Det fremgår også, at de øvrige bandmedlemmer fejrede Andy Fletchers liv ved et arrangement i London i sidste uge.

- Det var en smuk ceremoni og sammenkomst med et par tårer, men også fyldt med gode minder om, hvem Andy var, historier om den tid, vi havde sammen og gode grin, står der blandt andet.

Depeche Mode blev dannet sidst i 1970'erne og udgav deres første album "Speak and Spell" i 1981.

Andy Fletcher blev blot 60 år gammel.

Andy Fletcher.
Andy Fletcher.
Powered by Labrador CMS