Døde omgivet af familien
Blev 87 år gammel
Den legendariske amerikanske vejrvært og tv-personlighed Willard Scott er død, 87 år gammel. Det skriver Deadline.
Willard Scott døde omgivet af sin familie, døtrene Sally og Mary samt hustruen Paris, og han bliver blandt andet hyldet af tv-værten Al Roker.
Al Roker og Willard Scott har begge slået deres folder hos Today Show, og Al Roker skriver på Instagram, at tabet af Willard Scott minder om tabet af et nært familiemedlem.
- Han var min anden far, og jeg er, hvor jeg er i dag på grund af ham, skriver Al Roker.
Den første McDonald
Willard Scott arbejdede for NBC i 65 år, blandt andet som børne-tv-vært, og i 1963 var han den første person, der klædte sig ud som klovnen Ronald McDonald, som reklamesøjle for McDonald's.
Han blev bedst kendt som vejr-vært for Today Show, blandt andet fordi han aldrig nøjedes med at beskrive dagens vejr for sine seere.
Deadline skriver, at han klædte sig ud som Amor på Valentinsdag, og i 1983 stod han en dag klar med dagens vejrmelding, klædt ud som sangerinden Carmen Miranda.
- Folk sagde, at jeg var en idiot, fordi jeg gjorde det. Men jeg har været en idiot hele mit liv. Det er sådan, jeg er, sagde Willard Scott selv om den optræden.
Hyldet af præsident
Deadline skriver, at Willard Scott altid optrådte, ofte i kostumer, og at han blev hædret af daværende præsident Ronald Reagan i 1985.
Willard Scott trak sig som fast vejrvært for Today Show i 1996, men han vendte tilbage som gæstevært frem til 2015, hvor han gik på pension, efter 35 års indsats for Today Show.
- Han var en mand af tiden, den ultimative TV-vært. Der vil aldrig igen være en som ham, skriver kollegaen Al Roker i sin hyldest til kollegaen.