Død som 93-årig
I begyndelsen af 1990’erne var David Dinkins borgmester i New York City. I en alder af 93 år er han død.
David Dinkins, der var den første og hidtil eneste sorte borgmester i New York, er mandag lokal tid død. Han blev 93 år.
Umiddelbart tyder det på, at Dinkins er død af naturlige årsager, oplyser politiet i New York City ifølge nyhedsbureauet AP.
Artiklen fortsætter under videoen
Som den første sorte borgmester i New York City var han med til at nedbryde væsentlige barrierer. Men Dinkins, som var demokrat, nåede kun at sidde på posten i en enkelt periode. Dinkins efterfulgte i 1990 borgmesteren Ed Koch.
Ifølge New York Times blev Dinkins af flere anset som et kompromisvalg blandt vælgere, som var trætte af raceuroligheder, kriminalitet og økonomiske problemer i storbyen.
Dinkins oplevede dog også selv væsentlige problemer med raceuroligheder i sin borgmestertid.
Hyldet af efterfølgeren
Under det, der er blevet kendt som Crown Heights-krisen, brød der over fire dage i 1991 vold og uroligheder ud i New York-bydelen Brooklyn.
Her blev Dinkins af kritikere beskyldt for manglende handlekraft, og efter et smalt valgnederlag i 1994 måtte han overlade embedet til Rudy Giuliani.
Netop Giuliani, der længe har været republikaner, har på Twitter sendt sine kondolencer til de mange borgere i New York, der ”elskede og støttede” Dinkins.
– Han gav en stor del af sit liv til hæren og til vores fantastiske by, skriver Giuliani om Dinkins, der blandt andet gjorde tjeneste i den amerikanske flåde i Korea før sin tid som borgmester.
Dinkins var søn af en barberer. Han havde grader i jura og matematik fra Brooklyn Law School og Howard University.
Han har efter sin tid som borgmester i en periode siddet i bestyrelsen i Det Amerikanske Tennisforbund og været tilknyttet Columbia University School of International and Public Affairs som en såkaldt professor of professional practice (særlig titel med fokus på praktisk erfaring, red.).