Død på sygehuset
Tidligere borgmester i Lejre Kommune Evan Jensen er død.
Tidligere borgmester i Lejre Kommune Evan Jensen er død, 90 år gammel.
Det skriver Sjællandske.
Artiklen fortsætter under videoen
Evan Jensen døde mandag på Holbæk Sygehus efter få dages indlæggelse. De sidste år af hans liv var plaget af sygdom, skriver avisen.
Borgmester i en menneskealder
Evan Jensen satte sig i borgmesterstolen i Lejre i 1970. Og blev der.
Jensen, der repræsenterede Venstre, sad nemlig som borgmester helt frem til 2002, hvor han trak sig grundet sin fremskredne alder.
Evan Jensen sad desuden i lang tid med i toppen af Kommunernes Landsforening. Han var i bestyrelsen fra 1978 til 1998, og formand for selvsamme i perioderne 1982-1986 og 1994-1998.
Han har derfor haft stor betydning ikke blot i Lejre Kommune, men for kommunalpolitik i hele landet.
I anledning af Jensens 90-års fødselsdag i marts 2020 udtalte Thorkild Simonsen – med hvem han i 20 år kørte parløb med i KL – da også følgende til Kommunen:
– Der er kun to der har været formand så længe, det er Evan og jeg. Evan var formand i otte år og jeg var det i ni år. Evan Jensen var en ualmindelige behagelig mand at arbejde sammen med. Og der er nok ingen politiker, jeg har været så meget sammen med som Evan. Han var venstremand, og han var det på den gammeldags måde, kan man sige. Han forstod det der med, at når man skal lede en organisation som KL, så er man formand for alle, sagde Thorkild Simonsen.