Død efter lang sygdom
Den excentriske, amerikanske forfatter Charles Webb er gået bort.
Den amerikanske forfatter Charles Webb er gået bort. Han døde i Eastbourne, England, efter længere tids sygdom. Det skriver New York Post.
Artiklen fortsætter under videoen
Charles Webb blev mest kendt for sin første roman, ‘The Graduate’ fra 1963, der inspirerede til den Oscar-vindende film af samme navn fra 1967. Filmen havde blandt andet Dustin Hofmann på rollelisten.
Charles Webb har tidligere forklaret, at hans ikoniske roman og den efterfølgende film var baseret på virkelige oplevelser fra hans opvækst i Los Angeles. Han hævdede dog samtidig, at den ikke var selv-biografisk.
Trods bogens enorme succes blev forfatteren aldrig rig af den. Den indspillede flere hundrede millioner dollar men indbragte ham kun beskedne 20.000 dollar i filmrettigheder, skriver New York Post.
Mediet nævner også, at han levede et ejendommeligt liv langt fra Hollywoods glitter og glamour sammen med sin hustru, der døde sidste år.
De stod blandt andet selv for hjemmeundervisning af deres børn og drev på et tidspunkt en nudist-lejr. De valgte også, som en slags protest imod den amerikanske ægteskabslovgivning, at blive skilt. De forblev dog sammen.
Efterfølgeren til The Graduate, der har titlen Home Schooled, udkom i 2007. I mellemtiden udgav han værker som for eksempel The Marriage of a Young Stockbroker, Love Roger og New Cardif.
Charles Webb blev 81 år.