Død efter kort tids sygdom
John Hume fik sammen med David Trimple Nobels fredspris for sin indsats for en fredsaftale i Nordirland.
Den nordirske republikaner John Hume, som i 1998 modtog Nobels fredspris sammen med David Trimble, er død, 83 år. Det oplyser irsk tv ifølge Reuters.
John Hume og David Trimple fik fredsprisen for deres indsats for at finde en fredsaftale i Nordirland og for at standse de katolske og protestantiske væbnede gruppers voldelige aktioner.
Artiklen fortsætter under videoen
Hume var en lang årrække leder af Nordirlands moderate romersk-katolske Socialdemokratiske Labour-parti (SDLP).
Trimble repræsenterede det pro-britiske Ulster Unionist Parti (UUP).
Katolikker og protestanter havde gennem deres respektive undergrundshære og væbnede militser udkæmpet en lang og blodig borgerkrig i Nordirland. Konflikten kostede på 30 år flere end 3600 mennesker livet.
– Det er med stor sorg, at vi meddeler, at John er sovet stille ind tidligt mandag efter kort tids sygdom, hedder det i en kort erklæring fra Humes familie.
Centrale personer
Hume og Trimble var centrale personer i den aftale, der i 1998 førte til det, der kendes som Langfredagsaftalen.
I årene op til aftalen havde protestanten Trimble forhandlet med katolikken Hume, som var en moderat nationalist, der kunne afklare de forskellige punkter i aftalen med de mere yderliggående katolske nationalister i Sinn Fein.
Sinn Fein var politisk talerør for Den Irske Undergrundshær (IRA).