Død efter 15 års kræftsygdom
Den engelske fodboldlegende Ray Clemence er død, 72 år gammel.
Efter lang tids sygdom er den tidligere engelske landsholdsmålmand Ray Clemence død. Han blev 72 år gammel.
Det skriver Clemences tidligere klub, Liverpool, på deres hjemmeside.
Artiklen fortsætter under videoen
På hjemmesiden har familien delt en kort meddelelse:
“Det er med stor sorg, vi skriver, at Ray Clemence i dag er sovet stille ind, omgivet af sin kærlige familie.
Efter at have kæmpet så hårdt, så længe, har han nu fået fred og er ikke længere i smerter.
Familien vil gerne sige en kæmpe tak for al den kærlighed og støtte, han har fået gennem årene. Han var så elsket af os alle og vil aldrig blive glemt.”
Clemence fik helt tilbage i 2005 diagnosticeret prostakræft. Han led af kræftsygdommen frem til sin død.
Større end de fleste
Ray Clemence var en af de få spillere, der har spillet flere end 1000 officielle kampe.
Hovedparten spillede han for Liverpools storhold i 70’erne, hvor han blandt andet vandt fem engelske mesterskaber og Europa Cuppen tre gange, mens han også spillede Scunthorpe og Tottenham. Han fik desuden 61 landskampe for England.
Efter sin aktive karriere var Clemence i mange år en del af trænerstaben omkring det engelske landshold.