Død dansk soldat blev Harrys øjenåbner
Britiske prins Harry skal mødes med sårede danske soldater. I 2008 var han selv udsendt til Afghanistan.
Det er 20 år siden, at prinsesse Diana døde, men billederne af hendes to sønner på begravelsesdagen har brændt sig fast.
15-årige prins William og 12-årige prins Harry klædt i sorte jakkesæt og med nedbøjede ansigter.
Onsdag og torsdag aflægger prins Harry officielt besøg i Danmark.
Prinsen med det røde hår og fuldskæg har rejst verden rundt som repræsentant for det britiske kongehus.
Besøg i Danmark er noget særligt
Men besøget i Danmark er noget særligt.
For det giver ham mulighed for at hilse på nogle af de danske soldater, som er blevet såret under udsendelser til blandt andet Balkan, Irak og Afghanistan.
To gange har prinsen gjort tjeneste i Afghanistan. Første gang i 2007-2008 i Helmand. Den dag, han afsluttede sin mission, mødte der ham i lufthavnen et syn, der for alvor fik hans øjne op for nogle af krigens følger.
– Da jeg stod og ventede på at gå om bord, så jeg en kiste med en dansk soldat blive sat ind i flyet. Det var hans kammerater, der bar kisten, fortalte prins Harry, da han i september talte ved Invictus Games i Toronto i Canada.
Ved legene dyster krigsveteraner i forskellige sportsdiscipliner. Legene fandt sted for første gang i 2014 og er blevet til på prinsens initiativ. I år blev der dystet i 12 discipliner, blandt andet kørestolsbasket, kørestolsrugby og siddende volley.
Danske deltagere møder prinsen
Fra Danmark stillede 30 deltagere, og flere af dem får mulighed for at hilse på prinsen.
Det sker, når han sammen med prins Joachim torsdag modtages på Svanemøllens Kaserne i København.
Her er det kommandørkaptajn og chef for det danske Invictus-projekt, Peter Tolderlund, der skal byde velkommen. Og det bliver en varm velkomst, for prins Harry har stor betydning for danske veteraner. Blandt andre for de soldater, der lider af posttraumatisk stress (PTSD).
– Han er noget helt særligt for os, fordi han har deltaget i krig på lige fod med andre soldater. Alle er vilde med ham – mig selv inklusiv. Han er virkelig et stort menneske, siger Peter Tolderlund.
Det var prins Harry, der med Invictus Games inspirerede det danske forsvar til at sætte gang i idrætstræning med veteraner.
– Det har gjort, at mange veteraner er blevet hjulpet videre i livet. Vi har adskillige, som har kunnet stoppe med at tage medicin, eller som er kommet ud af et misbrug, siger Peter Tolderlund.