Død blot 44 år gammel
Kottonmouth Kings rapperen Steven Thronson, eller 'Saint Dog', er gået bort.
Den amerikanske undergrunds-rapper Saint Dog, eller Steven Thronson, som er hans borgerlige navn, er pludselig gået bort. Det skriver TMZ.
Artiklen fortsætter under videoen
Ifølge mediet blev han fundet tidligt onsdag morgen den 14. oktober med alvorlige vejrtrækningsproblemer i Victorville, Californien, af en god ven.
Vennen ringede efter hjælp, men redningsmandskabet kunne konstatere, at Saint Dog var afgået ved døden, da de nåede frem.
Saint Dog var i 1994 en af grundlæggerne af hip-hop kultbandet Kottonmouth Kings, hvis numre langt hen ad vejen handler om brugen af canabis i alle afstøbninger.
Han var en del af Kottonmouth Kings i fire år inden han valgte at gå solo. Han nåede dog at være med på fire af bandets produktioner og har også efterfølgende lejlighedsvis samarbejdet med de øvrige medlemmer.
Flere har efter nyheden kom frem været ude med en hyldest til afdøde. Blandt andet Kevin Zinger, der er øverste chef for pladeselskabet Suburban Noize Records.
“Enhver, der kendte Steve ved hvor stort et hjerte, han havde. Nogle af mine yndlingsøjeblikke med Steve var, når han stoppede musikken midt i et Kottonmouth Kings-show for at bringe en handicappet fan i kørestol op på scenen, så denne bedre kunne se og måske endda synge med på et par sange. Sådan var Steve. Han rørte så mange mennesker på en positiv måde,” siger han.
Det har endnu ikke været muligt at bestemme dødsårsagen.
Saint Dog blev blot 44 år.