Død af kræft

Punkguitaristen Walter Lure er død.

Walter Lure var kun deltidsmusiker på sine senere år – her spiller han i London i 2014. Foto: Scanpix
Offentliggjort Sidst opdateret

Endnu en af punkgenrens foregangsmænd er død.

Musikmediet Louder Sounds kan fortælle, at Walter Lure, tidligere guitarist i legendariske Johnny Thunders And The Heartbreakers, er død. 71 år gammel.

Artiklen fortsætter under videoen

Walter Lure blev diagnosticeret med kræft i lever og lunger i juli måned. Kræften spredte sig hurtigt, og Lure er nu død. Ifølge musikklubben The Starwood døde Lure på hospitalet, omgivet af sine nærmeste.

Johnny Thunders And The Heartbreakers var en del af New Yorks punkmiljø i 70’erne, hvor Lure på daglig basis gnubbede skuldre med folk som Blondies Debbie Harry og Talking Heads’ David Byrne.

Johnny Thunders And The Heartbreakers var også en del af en af verdenshistoriens mest berømte og berygtede turneer – da man med Sex Pistols, The Clash og The Damned turnerede Storbritannien tyndt som en del af Anarchy-touren.

Foruden Johnny Thunders har Walter Lure blandt andet også spillet guitar for The Ramones.

Ved siden af sin musikkarriere, der i de senere år kun var på deltid, arbejdede Walter Lure som noget, der ikke kan ligge meget fjernere fra punkmusikken. Han var børsmægler.

Powered by Labrador CMS