Disse TV2-programmer må du undvære

De næste 14 dage må seerne undvære programmer som "Natholdet" og "Go' Morgen Danmark", oplyser TV2.

Anders Breinholt er vært på Natholdet, du altså må undvære i disse dage. Foto: Scanpix
Offentliggjort Sidst opdateret

TV2 opruster lige nu stationens nyhedsdækning for at holde danskerne opdateret om coronakrisen, og det bliver i de kommende uger på bekostning af populære tv-programmer, som enten udsættes eller udgår.

(Artiklen fortsætter under videoen)

Det oplyser tv-stationen i en pressemeddelelse.

“Go’ morgen Danmark”, “Go’ aften live” og Anders Breinholts talkshow, “Natholdet”, udgår blandt andet i de næste to uger.

Derudover udskydes det direkte indsamlingsshow på TV2 Charlie, “Hjertegalla 2020”, på ubestemt tid. Showet skulle have været afholdt lørdag den 21. marts.

Torsdag oplyste TV2, at underholdningsprogrammet “X Factor” også sættes på pause i 14 dage.

I det hele taget vil TV2 skære ned på kanalens liveprogrammer.

– Udover nyhedsdækning vil alle kanaler udkomme med båndede programmer – det vil sige, at alle live-udsendelser på TV2 Charlie, TV2 Fri og TV2 Zulu udsættes, udtaler TV2’s administrerende direktør, Anne Engdal Stig Christensen, i pressemeddelelsen.

Sportsbegivenheder dækkes dog fortsat, men i begrænset omfang.

– TV2’s sportsredaktion transmitterer i en minimumsløsning stadig de sportsbegivenheder i udlandet, som endnu ikke er lukket ned, og vil derfor løbende overgå til en båndet version, lyder det i pressemeddelelsen.

Hvordan sendefladen vil se ud om 14 dage, vil TV2 løbende tage stilling til, alt efter hvordan corona-situationen udvikler sig.

Powered by Labrador CMS