Disse traditioner inspirerer dronningens juleballet
I årets udgave af juleballetten "Nøddeknækkeren" er forestillingens juleaften inspireret af kongehusets egen.
Dronning Margrethe kom på tidligt julebesøg, da Tivoli bød hende med til første mødedag for juleballetten “Nøddeknækkeren”.
Det er tredje gang, at Tivoli Ballet Teater opfører forestillingen, ligesom det er tredje gang, at dronningen står for scenografien.
Forestillingen handler om pigen Clara, der holder juleaften med sin familie, og den juleaften, som optræder i balletten, er inspireret af kongehusets egen. Det fortæller dronning Margrethe til Ritzau Fokus.
– Da vi i sin tid sagde, at forestillingen skulle vise en dansk juleaften, var det jo åbenlyst, at det skulle foregå med flæskesteg, gås og risengrød – der selvfølgelig har en mandel i, og så får de æbleskiver i læssevis til sidst, fortæller dronning Margrethe.
Dronningen arbejder tæt sammen med forestillingens koreograf og Tivolis balletchef Peter Bo Bendixen, der fortæller, at regenten gav sin mening til kende allerede fra starten.
– Da vi sad og talte vores juleaftener igennem, rakte dronningen fingeren i vejret og sagde, at risengrøden ikke skulle være til sidst. Den skulle serveres først, for sådan gjorde hun. Derfor ligger risengrøden og mandelgaven i starten af middagen, og ikke der, hvor jeg havde tænkt mig, at den skulle være, lyder det fra Peter Bo Bendixen.
– Derfor får de også æbleskiver til dessert, for det havde man som fast tradition, når risengrøden kom først under julemiddagen, tilføjer dronning Margrethe.
Juleballetten “Nøddeknækkeren” får premiere i Tivolis Koncertsal den 1. december. Dronning Margrethe står for både scenografi og kostumer til årets udgave af julehistorien.
Se dronning Margrethe i videoen nedenunder…
/ritzau/FOKUS