Disse ti lande er klar til Eurovision-finalen

19 lande blev skåret ned til 10, da den første semifinale i Eurovision fandt sted tirsdag aften i Lissabon.

Den finske superstjerne Saraa Alto gik videre til finalen ved Eurovision. Foto: Pedro Nunes/Scanpix
Udgivet Opdateret

Danmarks håb ved Eurovision Song Contest, sangeren Jonas Flodager Rasmussen, kunne tage en slapper tirsdag aften, mens det var blodig alvor for 19 af hans konkurrenter i kampen om det store Eurovision-trofæ.

Her blev den første semifinale nemlig afgjort i Lissabon i Portugal. 19 lande blev skåret ned til 10, der stadig er med i kampen om sejren og retten til at afholde showet næste år.

Således kan Østrig, Estland, Cypern, Litauen, Israel, Tjekkiet, Bulgarien, Albanien, Finland og Irland glæde sig over at være stemt videre af seere og juryer til den store finale. Island blev der ikke plads til, da pointene var blevet opgjort.

Jonas Flodager Rasmussen, der går under kunstnernavnet Rasmussen, skal først dyste i den anden semifinale, der finder sted torsdag aften, hvor også vores naboer fra Sverige og Norge skal på banen.

Her skal danskeren på scenen med sangen “Higher Ground”, som han vandt det danske melodigrandprix med tilbage i februar i Aalborg.

Showet afholdes i år i Lissabon i Portugal, fordi den portugisiske sanger Salvador Sobral vandt konkurrencen, da den sidste år blev afholdt i Ukraine.

Finalen finder sted lørdag aften, og her skal de lande, der kvalificerer sig fra semifinalerne, dyste mod Tyskland, Storbritannien, Spanien, Frankrig og Italien samt Portugal, der som værtsland er garanteret en plads i finalen.

Danmark vandt senest Eurovision i 2013, hvor Emmelie de Forest fik Europa til at synge med på “Only Teardrops”.

Disse ti lande sikrede sig tirsdag aften en finaleplads i Eurovision:

Østrig

Estland

Cypern

Litauen

Israel

Tjekkiet

Bulgarien

Albanien

Finland

Irland

Kilde: eurovision.tv

Powered by Labrador CMS