Disney-stjernekomponist med otte Oscars

Den amerikanske veterankomponist Alan Menken står bag musikken til et hav af Disney-klassikere. Mandag 22. juli fylder han 70 år.

Offentliggjort Sidst opdateret

Hvis man som filmseer har set nogle af de allerstørste Disney-klassikere, så vil man – måske uden at vide det – have lyttet til komponisten Alan Menkens musik.

Veterankomponisten har nemlig skabt lyden til et hav af Disney-klassikere, herunder “The Little Mermaid, “Aladdin”, “Pocahontas” og “Hercules”.

Mandag 22. juli fylder Menken 70 år.

Fik violinundervisning

I en ung alder gik han til violinundervisning, og som 22-årig i 1971 blev han uddannet i musikvidenskab fra New York University.

Musikken fik han ind allerede i barndommen. Faren var tandlæge, men spillede klaver, og moren var danser og skuespillerinde.

Da Disney i slutningen af 1980’erne fik øjnene op for ham, gik det stærkt, og i en alder af 70 år har han skrabet hele 11 Grammy-statuetter sammen.

Han har også hentet otte Oscar-statuetter og syv Globen Globe-statuetter.

Parat til det ukendte

Ifølge Menken er nøglen til den langvarige succes, at han altid er parat til at gå ind i ukendt territorie.

– Hvis du skriver en sang, og nogen siger: “Jeg ved ikke, om den sang passer ind”, så lad det gå og kom videre.

– Bliv ved med at gå ind i nye ting med et åbent hjerte og sind.
– Det, der er kostbart, er ikke, hvad du skriver. Det kostbare er dit talent, din sjæl, og det kan du altid anvende til noget nyt. Det har været nøglen for mig, sagde han i 2017 til tv-stationen WTTW.

Artiklen fortsætter under videoen

En stor del af de animationsfilm, som Menken har skabt musikken til, er senere endt på teater- og musicalscener, som han også bidrager til.

– Jeg tror, at filmene lever videre hos folk, fordi historierne er, som de er, sagde han i 2017.

Menken arbejdede i mange år tæt sammen med manuskriptforfatter og sangskriver Howard Ashman, der i 1991 døde af AIDS.

Da Disney i 2017 ville lave “Aladdin” om til en musical, gik de selvfølgelig til Menken.

Men han insisterede på at tilføje ubrugte sange i forestillingen, som han skrev med Ashman, før han døde.

– Han var den bedste i vores generation, og hans død var tragisk. For mig er det grunden til, at jeg ville bringe “Aladdin” til scenen. Jeg ville bringe den kvalitet tilbage, sagde Menken til WTTW.

Powered by Labrador CMS