Det lille hus på prærien-stjerne død
I årevis sad børn, unge og voksne klinet til TV-skærmen, da filmatiseringen af Laura Ingalls Wilders’ bøger om livet som pionér i Guds Eget Land, USA, blev sendt mellem 1974 og 1983. Alle, der har set serien, vil derfor mindes Katherine MacGregor, der nu er død.
Hun spillede nemlig den sure kone til butiksejeren i serien, Harriet Oleson, der af mange blev anset som en af programmets store stjerner. MacGregor har tidligere sagt, at hun – trods den ondsindede rolle – elskede at spille Oleson, fordi hun tilføjede noget “peber til alt det sukkersøde”.
– Hun blev oprindelig fremstillet som helt og aldeles gennemført ond. Alle, der er så onde, er nødt til at være et fjols. I stedet begyndte jeg at blande satire ind i det, og jeg tror, publikum ønskede – og regnede med – at fru Oleson ville falde på røven, har hun tidligere sagt om sit engagement i rollen, der blev en af de mest ikoniske i programmet, der også i Danmark har nydt stor succes.
Amerikanske NBC, der sendte serien gennem ni sæsoner, har fået bekræftet dødsfaldet hos Katherine MacGregors repræsentant. Hun døde tirsdag og blev 93 år gammel. Melissa Gilbert, der spillede hovedrollen som Laura Ingalls Wilder, udtrykker på Instagram sorg over MacGregors død.
“Hun var utrolig sjov og en virkelig begavet skuespillerinde, der var i stand til at spille en så foragtet karakter med så meget hjerte. Hendes Harriet Oleson var kvinden, vores fans elskede at hade. Den perfekte antihelt. Det, ingen uden for vores Prærie-familie ikke vidste, var, hvor kærlig og plejende, hun var med de yngre skuespillere. Jeg elskede hende virkelig“, skriver Gilbert, der i dag er 54 år gammel.