Det laver hun i dag
Som minister, forfatter og journalist har Karen Jespersen kæmpet værdikampe om ligestilling, sociale forhold og indvandring. Mandag fylder hun 75 år

Et halvt århundredes politiske kampe om ligeløn, sociale forhold og indvandring har ført Karen Jespersen fra rødstrømpebevægelsen gennem flere ministerkontorer til i dag at være indehaver af sit eget medie.
Mandag 17. januar fylder hun 75 år.
Det var oprindeligt kvindekampen, der bragte Karen Jespersen frem i søgelyset.
Her fik blandt andre LO-formand Thomas Nielsen Jespersens iver at mærke, da hun en 1. maj erobrede talerstolen fra fagforeningsbossen for at erklære, at kvinderne ikke spurgte pænt om ligeløn - det var et krav.
Førte kamp mod det politiske univers
I 1970'erne førte den engagerede kamp Karen Jespersen mod det politiske univers.
Her blev hun politisk reporter for Information og kandidat for partiet Venstresocialisterne.
Mens hun i 1970'erne havde bidraget til flere bøger om kvindekampen, var det i 1980'erne mere de store linjer i dansk politik, der fyldte i Karen Jespersens forfatterskab.
Samtidig cementerede hun sit parløb politisk og privat med Ralf Pittelkow, da de sammen udgav to bøger og blev gift.
Blev socialdemokrat
Information blev skiftet ud med TV-Avisen på DR, og Venstresocialisterne blev forladt til fordel for Socialdemokratiet.
Efter over ti år med en borgerlig regering fik Socialdemokratiet regeringsmagten i 1993.
Her fandt Karen Jespersen vej til ministerlisten som landets nye socialminister.
Hendes tid som socialminister kastede succes af sig, da vælgerne skulle sætte deres kryds.
I 1994 fik hun mere end dobbelt så mange personlige stemmer som finansminister Mogens Lykketoft i samme storkreds.
Udlændinge fyldte karriere
Et af de emner, der fyldte meget i partiet i de år, var udlændinge. Og det skulle også komme til at fylde meget i Karen Jespersens politiske karriere.
En række borgmestre på den københavnske vestegn talte for at anlægge en hårdere linje i udlændingepolitikken. Og da Karen Jespersen i 2000 blev gjort til indenrigsminister var det præcis, hvad hun gjorde.
Det bragte hende på kant med dele af hendes parti, og i årene efter Nyrup-regeringens fald i 2001 blev det en kilde til intern konflikt for Karen Jespersen.
Minister for Venstre
Udlændingepolitikken førte hende helt ud af partiet i 2006, og året efter blev hun udnævnt til socialminister igen - denne gang for sit nye parti, Venstre.
Efter en tid som social- og siden velfærdsminister forlod hun dog igen politik.
Og kort tid efter langede hun også ud efter den borgerlige regering for i hendes øjne at bagatellisere islamismens rolle i Danmark.
Den Korte Avis
Siden 2012 har hun sammen med sin mand udgivet Den Korte Avis, der af eksempelvis Berlingske er blevet beskrevet som et indvandringskritisk medie.
Mediet har blandt andet udløst en diskussion om, hvorvidt det var en krænkelse eller udøvelse af ytringsfrihed, da en række annoncører i 2016 ikke ville have annoncer på Den Korte Avis på grund af mediets linje.