Det har været vildt
Sofie Østergaard rejser rundt i verden med kendte
Hvordan er det at bo i Danmark, men stamme fra en anden kultur?
Det spørgsmål vil Sofie Østergaard forsøge at finde svar på i serien ’Mit andet hjemland’, hvor hun besøger kokken Dak Wichangos oprindelige land Thailand, skuespilleren May Lifschitz’ fødested i Argentina, musikeren Lord Siva fra Sri Lanka, og om kort tid drager hun til Marokko med skuespilleren Youssef Wayne Hvidtfeldt.
Besøger hjemlandet

- Det har været ret vildt, fordi der er noget på spil, og jeg får æren af at være med på deres rejse, når de besøger deres andet hjemland, sagde den 37-årige DR-vært til Kendte.dk ved premieren på ’Tidsrejsen - Arven efter Drago’ i Empire Bio tirsdag.
Jyde fra Aarhus
- Det er sådan meget forskellige programmer, og de fortæller om at være splittet. Det er vildt svært at forstå for mig, der godt nok bor i København, men er jyde fra Aarhus, erkendte hun.
- Min hjemstavn er trods alt kun tre timers kørsel fra København, og så kan jeg alligevel føle, at jeg stikker lidt ud, men kulturen er ikke så forskellig, som den er for dem, der kommer fra andre lande, lød det fra Sofie Østergaard.
Til sommer står den på totalferie i Danmark, hvor hun sammen med sin mand og deres tre døtre skal køre rundt i elbil og besøge venner.
Programmet får DR-premiere i august.