Det drømmer Fie Laursen om
Fie Laursen har allerede fået opfyldt flere af sine drømme, men eventyret er slet ikke slut endnu for den unge blogger.
Fie Laursen har blogget i fem år, og hun har lært, at Janteloven lever i bedste velgående i Danmark. Det huer hende nu ikke, så derfor taler hun gerne højt om sine drømme. På sin blog har hun delt sine fremtidsdrømme:
Idag fik jeg lyst til at skrive lidt om drømme, netop fordi vi alle har dem og det er det der får mig op om morgenen OG holder mig vågen om natten… Derfor vil jeg dele nogle af mine drømme med jer! Hvem ved? Måske kan i relatere til dem? Dette er et indlæg ud af mange der kommer om drømme. Lad os nedbryde den Jantelov og åbne op. Det er okay at drømme og det er endnu mere okay at opfylde sine drømme.
Egen virksomhed er en af de drømme, Fie Laursen har for fremtiden. Man kan sige, at hendes blog lugter lidt derhenad, men det er nogle lidt andre ting, hun har i tankerne.
jeg ser mig selv slå mig ned som voksen med min egen virksomhed, en webshop eller en butikskæde. Tanken om at sætte andre mennesker i arbejde, være chefen og starte mit helt eget fra bunden har jeg altid brændt for.
Vild med Dans og egen parfume
En af Fies drømme handler om Vil med Dans:
Fra da jeg var en bette tredje klasse har jeg siddet klistret op af skærmen med hele familien og drømt mig ind i at jeg dansede i de flotte prinsesse kjoler. Engang sagde jeg til min mor “Jeg bliver kendt så jeg kan være med i Vild med Dans”, hun smilte og sagde at det tvivlede hun ikke et sekund på. Min drøm er at jeg er med i programmet imens min skønne mormor er her så hun kan se mig i noget mere fornuftigt end Paradise, ha!
Og så har Britney Spears og Paris Hilton givet Fie blod på tanden til at lave sin egen parfume:
Og her har i nok min aller største lille pige drøm, nemlig at udgive min egen parfume… Da jeg var yngre og jeg så op til kvinder som Britney Spears og Paris Hilton duftede jeg altid af deres parfumer og drømte om at når jeg en dag blev kendt så skulle jeg bestemt også lave min egen parfume. Duften ville være sød som skumfiduser.
Drømmer om familie – og M!-forside
Fie Laursen drømmer også om noget mere jordnært – en kernefamilie og mindst tre børn, men stjernedrømme fylder også en del:
Som i ved er sang min største passion i livet, jeg synger hvert sekund af dagen og selvfølgelig har jeg også drømmen om at deltage i Melodi Grand Prix.
Den sidste drøm bliver nok en anelse svær at opfylde, da den omhandler det hedengangne mande-magasin M!:
I know, hvad fuck? tænker i nok… Jeg har nogle vildt blandede drømme og dette er altså en af dem. Jeg drømmer bestemt ikke om en overdrevet fræk og porno agtig forside, men en lettere classy og fin forside i hvidt undertøj. Jeg er ikke bleg for at vise min krop og jeg synes det er synd at vi skal seksualiserer nøgenhed og se ned på piger som tør vise sig frem i undertøj og bikini. Det er klart på min bucketlist at springe lidt ud af min comfort zone og finde min indre M! frem, hehe.