Derfor tager krisen særligt hårdt på hende
Den svenske dronning sætter ord på tiden i isolation og sine dybe bekymringer.
Nu fortæller svenske dronning Silvia meget ærligt om, hvordan corona-krisen i høj grad har tæret på hende.
Det sker ifølge Expressen i et postcast-interview med Alzheimer Life Foundation, der er lavet i forbindelse med Den Internationale Alzheimers-dag forleden.
Artiklen fortsætter under artiklen
Det svenske kongepar, der begge er i højrisikogruppen for komplikationer i forbindelse med corona-smitte har indtil for ganske nylig været i selvisolation på Stenhammar slot i Flen cirka 120 kilometer sydvest for Stockholm.
Herfra er alt kommunikation med omverdenen stort set forgået virtuelt. End ikke deres børn og børnebørn har de været i fysisk kontakt med.
“Både kongen og jeg tilhører gruppen 70-plus og jeg har aldrig følt mig så meget 70-plus som nu. Før pandemien havde jeg så meget at give mig til. Organisere, besøge, holde taler og så videre, men nu har vi været i karantæne i flere måneder på Stenhammar,” siger dronningen i interviewet.
Corona-pandemien har i høj grad også mindet dronningen om den ensomhed, mange ældre føler og om livets skrøbelighed i det hele taget.
“Det er ekstremt skræmmende, at så mange ældre er døde under pandemien i Sverige. Og det er med sorg i mit hjerte, at jeg har set de ældre, der døde, bare blev et nummer i statistikken,” siger hun og fortsætter:
“Gamle mennesker har siddet alene med deres angst og smerte. Det er let at forestille sig den smerte, som de ældre, der er isoleret, føler. Jeg ved at myndighederne vil det bedste for alle, men folk lider.”
Samtalen drejer sig også ind på demens, som er en sygdom og problematik, der ligger dronningen meget på sinde og som hun har haft helt tæt inde på livet. Hendes egen mor led af Alzheimers.
“Jeg tror, alle kan udvikle sygdommen og såfremt jeg selv skulle få den, håber jeg at få støtte fra en familie, der forstår, hvad det drejer sig om, og som kan håndtere det professionelt. At de vil stå ved min side og inkludere mig. Det er vigtigt, at du ikke kun ender i en institution, men at du har familien med dig,” siger dronning Silvia.
Hvert år konstateres der ifølge Expressen godt 20.000 tilfælde af demens i Sverige. Af disse drejer de 14.000 sig om Alzheimers, der er den mest almindelige ‘udgave’ af sygdommen.
Dronning Silvia fylder 77 år den 23. december.