Derfor kom Hilda uden Keld
Dansktopduoen plejer at være uadskillelige
Hilda Heick dukkede torsdag aften op alene til optagelserne af ’Året der Gak’ på TV 2 i Cirkusbygningen.
Keld og Hilda plejer ellers at være uadskillige, men ikke i denne omgang.
- Keld har det ikke så godt. Han er småsløj, sagde Hilda Heick til Kendte.dk, og understregede, at der var tale om noget influenza.
Derfor blev ægteparret enige om, at det var bedst, at han blev hjemme i denne omgang, mens Hilda valgte at tage af sted, når nu ægteparret allerede havde reserveret to pladser.
Ingen ville med
- Jeg ringede rundt for at finde en ledsager, men ingen ville med mig i aften, afslørede dansktopsangeren med et smil.
Hjemme hos Hilda er julestemningen så småt begyndt at indfinde sig.
- I dag har jeg hængt lidt julepynt op, men nu er der en måned til juleaften, og så tænkte jeg, at det måtte være nu, sagde hun.
Selve juleaften fejres som altid hos datteren Annette Heick, svigersønnen Jesper og børnebørnene.
Fyldt med gæster
- Så længe Annette har børnene hjemme, så er det hos hende, at det skal foregå, forklarede Hilda om juletiden.
Juledagene bliver også fyldt med gæster.
- Vi får venner hjem i juledagene, da vi har en del, der efterhånden er blevet alene, og vi vil gerne tage os lidt af dem. Det glæder vi os til, fortalte hun.
Fra februar næste år indstiller Hilda og Keld karrieren efter et langt liv på scenen.
I første halvdel af året der kommer fylder de nemlig begge 80 år, og så har de længe været enige om, at det skal være slut med at optræde.
Men først skal de optræde en del i december.