Derfor kniber Hjalmer sig i armen

Den danske popsanger Hjalmer har fået stor succes det seneste år, men han forsøger at holde sig ydmyg.

Hjalmer prøver at nyde sucessen, uden at den får lov at stige ham til hovedet. Foto: Sarah Christine Nørgaard/Scanpix.
Udgivet Opdateret

Han har rejst landet tyndt på danmarksturné, fået sin første guldplade, spillet 35 koncerter henover sommeren og har sin næste fridag omkring jul.

Som han selv formulerer det, er det vilde tider for den 23-årige popsanger Hjalmer, som har haft et travlt år og stadig kniber sig i armen for helt at fatte, at alt det her sker for ham.

Fredag aften optrådte han i P3 Teltet på årets Smukfest, hvor han langede hits som “Hvis du går”, “Dig og Mig” og “Folk som os” ud over scenekanten.

Sidstnævnte har han skrevet og udgivet med Medina, og samarbejdet med den danske popdronning har været et højdepunkt for Hjalmer i det seneste år.

Fløj højt

Men det største musikalske øjeblik var alligevel, da han i juli for første gang fik lov at spille på Roskilde Festival, hvor han sammen med sit band gav koncert i opvarmningsdagene.

Faktisk kalder han det sit livs “peak”.

– Jeg tror aldrig, jeg har fløjet så højt, som jeg gjorde den aften. Det er meget sjældent, man glemmer tid og sted, men det gjorde jeg der.

– Mine in-ears gik ud undervejs, så i halvdelen af koncerten kunne jeg kun høre trommerne, men jeg tænkte bare: “Fuck det, jeg står på Roskilde!”. Og så flåede jeg dem ud af ørerne og satsede på, at jeg sang rent.

– Når man er i zonen, skal man bare afsted. Vores guitar havde også problemer – alt det tekniske gik mere eller mindre galt – men ingen af os lagde mærke til det, fordi der var så elektrisk en energi, fortæller Hjalmer.

Meget nervøs

Før koncerten på Roskilde Festival var han meget nervøs. Det er han generelt før sine koncerter.

– Jeg har det altid dårligt op til en koncert, fordi jeg kan ikke overskue, at det går dårligt, når det er noget, jeg har drømt om i så mange år.

– Før de store koncerter føler jeg, at alt er på spil, og at det kan være slut, hvis det går dårligt. Selv om det ikke er sådan, siger han.

Artiklen fortsætter under videoen

Frygten for at give en dårlig koncert minder ham om, at han skal være taknemmelig for, at han lige nu kan leve af at spille musik. For musikbranchen er flygtig, og eventyret kan til enhver tid slutte.

– Jeg har lige fået min første guldplade, og selv om jeg er lykkelig, når sådan noget sker, så tager jeg ikke bare på champagnedruk.

– Jeg prøver virkelig at arbejde dobbelt så hårdt, for jeg ved godt, at om et halvt år kan alle potentielt være ligeglade med mig, og det hele kan pludselig slutte, siger han.

Det er der dog ikke noget, der tyder på.

Efter sin danmarksturné i foråret og 35 koncerter henover sommeren, skal Hjalmer den kommende tid lægge sidste hånd på sit debutalbum, før han tager på efterårsturné rundt omkring i landet.

Powered by Labrador CMS