Derfor er Harry møgsur på William
To små ord fra broderen fik prins Harry til at fare i flint.
Stort set lige siden det blev officielt, at britiske prins Harry var i et forhold med den amerikanske skuespiller Meghan Markle, har det skabt overskrifter i medier verden over.
Disse har blandt andet handlet om parrets forhold til pressen men i høj grad også om splid i den kongelige familie. Ikke mindst mellem Harry og hans bror William.
Artiklen fortsætter under videoen
En af de mange historier er gået på, at William, ikke var udpræget begejstret over broderens valg af partner og slet ikke tempoet, det udviklede sig i.
Det bekræftes nu ifølge The Times af en længe ventet biografi om Harry og Meghan, ‘Finding Freedom: Harry and Meghan and the Making of a Modern Royal Family’, der er lige på trapperne.
Mediet har haft adgang til bogen og beskrevet flere afsnit fra den. Heriblandt et, der omhandler en broderlig samtale de to imellem, og som skulle have fået Harry til nærmest at fare i flint.
Under samtalen advarede William sin bror mod at gå for hurtigt frem i sit romantiske forhold med Meghan.
“Tag det roligt. Brug så lang tid du behøver for at lære ‘den pige’ at kende,” skal han have sagt.
Måske i et lidt nedladende tonefald. For netop ordvalget ‘den pige’, fik nærmest Harry til at se rødt, bliver der fortalt i bogen. Han skulle have opfattet udmeldingen som rent snobberi. Noget, der ligger langt fra hans egen tilgang til livet.
“Selv ville han aldrig dømme andre ud fra deres sprog, uddannelse, etnicitet, klasse eller erhverv,” fremgår det.
The Times skriver også, at en kilde har fortalt, at Harry er meget vred på sin bror på grund af episoden.
“Nogen vil sikkert mene, det er at overreagere, men det viser meget godt brødrenes forskellige personligheder. William er den rolige og rationelle, mens Harry tager ting meget personligt,” har kilden sagt.
‘Finding Freedom: Harry and Meghan and the Making of a Modern Royal Family’ er skrevet af de royale eksperter Carolyn Durrand og Omid Scobie. Ifølge dem selv beror den på oplysninger, de har fra folk tæt på Harry og Meghan og indeholder ikke referater fra interviews med parret selv.