Derfor er der kun en jul i ’Matador'

Danske seere har også en særlig elsket julekalender i 24 afsnit

Offentliggjort Sidst opdateret

Der er juletraditioner, og så er der 'Matador'. 

Rundt omkring i landet bruger mange danskere stadig den populære DR-klassiker som en helt personlig julekalender ved at se ét af de 24 afsnit hver dag i december.

Det skriver DR.

Jul hos 'Røde' og Agnes i 'Matador'

Eneste juleaften i serien

Selvom den elskede serie strækker sig over næsten 20 år, fejres julen kun én gang på skærmen, nemlig i afsnit 12. 

Og netop dét afsnit bliver 12. december i de familier, der følger ’Matador-kalenderen’.

At julen kun optræder en gang i hele serien, er et bevidst valg.

'Matador' skildrer ikke højtider for hyggens skyld, men kun når de har dramatisk betydning. 

Netop juleaftenen i afsnit 12 bruges til at vise de sociale forskelle, magtforholdene i Korsbæk og Lauras store forandring i familien.

Her danser Skjern-familien rundt om juletræet på Kathrine og Oluf Larsens gård, mens Varnæs-familien samles med Møhgerne, og Laura for første gang får lov at være med i stuen juleaften. 

Hos 'Røde' og Agnes gør hele familien et ihærdigt, men forgæves forsøg på at nå rundt om træet.

Stort december-hit

Interessen for serien er fortsat enorm. 

DR Analyse oplyser, at hvert afsnit i 2024 blev streamet 526.000 gange i snit - en stigning på 37 procent fra året før.

Sidste år så 160.000 danskere hele serien i december alene, og DR forventer lignende tal i år.

Alt ligger klar på 'Gensyn'

Alle 24 afsnit kan ses på DR’s 'Gensyn'-tjeneste, hvor mange fra i dag trykker play og lader Korsbæk være en del af juleopvarmningen.

Jul i 'Matador'
Powered by Labrador CMS