Denne gang handler det ikke om Rasmus Seebach

Der er ikke langt fra eventyret om Askepot til virkelighedens verden, lyder det fra Rasmus Seebach, som står bag sangene til den helt nye musicalversion

Udgivet Opdateret

Fra Askepot til Aske-pop.

Når det klassiske eventyr om Askepot bliver omdannet til en moderne musical næste år, bliver det til tonerne af sange skrevet af Rasmus Seebach.

Det er blevet til et eget lille eventyr for den kendte musiker, der beskriver det som en sangskriverdrøm, der er gået i opfyldelse.

- Det har været superbefriende for det første, at det ikke har handlet om mig. Det er på en eller anden måde ret dejligt, siger Rasmus Seebach.

- Men selv om det ikke har handlet om mig, kan jeg godt mærke, at der er rigtigt meget af mig selv, som jeg har kunnet bruge, fordi emnerne i eventyret faktisk er relaterbare her i vores virkelige verden, mener han.

Mere end 200 år siden

Askepot blev skrevet af brødrene Grimm for mere end 200 år siden, men har fået et moderne tvist i den kommende musical.

Den udspiller sig i modeindustrien og drejer sig om Ella, som drømmer om en plads blandt designere, catwalks og topmodeller. Men Ella er i bunden af hierarkiet og er underlagt urimelige chefer og dårlige arbejdsforhold.

I et kikset forsøg på at servere kaffe for showets supermodel slår hun hovedet og besvimer. Da hun vågner, befinder hun sig midt i en magisk eventyrverden.

For at vende tilbage til virkeligheden må hun først gennemleve hele eventyret om Askepot.

Fra Askepot til Aske-pop. Rasmus Seebach skriver sangene til den nye 'Askepot - the musical', som bliver spækket med popmusik. - Det er det, jeg elsker. Og jeg går også ud fra, at det var derfor, der var nogle, der syntes, det var sjovt at spørge mig, lyder det fra stjernen. (Arkivfoto).
Fra Askepot til Aske-pop. Rasmus Seebach skriver sangene til den nye "Askepot - the musical", som bliver spækket med popmusik. - Det er det, jeg elsker. Og jeg går også ud fra, at det var derfor, der var nogle, der syntes, det var sjovt at spørge mig, lyder det fra stjernen. (Arkivfoto).

Hovedrollen i egen tilværelse

Essensen i musicalen er, at man spiller hovedrollen i sin egen tilværelse, og at man skal tro på sig selv, lyder det fra Rasmus Seebach.

- Det tror jeg, mange mennesker godt kan bruge at få at vide: At det langt hen ad vejen er op til en selv at forme sit liv, mener musikeren.

- Jeg tror, at jeg flere gange har stået "Hvis du vil dét her, så må du gøre noget", fortæller Rasmus Seebach.

Sammen med kæresten gennem mere end ti år, Julie Teglhus, har Rasmus Seebach sønnerne Holger på seks år og Helmut, der fylder to i juli. Her ses parret til bal hos dronning Margrethe i 2016.
Sammen med kæresten gennem mere end ti år, Julie Teglhus, har Rasmus Seebach sønnerne Holger på seks år og Helmut, der fylder to i juli. Her ses parret til bal hos dronning Margrethe i 2016.

Især forbundet til sang

En konkret sang, som han har skrevet til musicalen, føler den erfarne sangskriver sig især forbundet til.

Det er et nummer, som kongen synger til sin søn.

- "Nu skal du tage dig sammen. Du kan ikke bare feste rundt. Du skal tage dit liv alvorligt. Du skal blive mand. Du skal blive voksen", lyder budskabet blandt andet ifølge Rasmus Seebach.

- Lige den sang kunne jeg bare mærke lige pludselig var noget, jeg oppe i mit eget hoved kunne synge til mine egne drenge, som måske en dag skal konfirmeres eller videre i livet på en eller anden måde, siger Rasmus Seebach, som har sønnerne Holger på seks år og etårige Helmut med kæresten, Julie Teglhus.

Premiere i 2024

"Askepot - The Musical" får verdenspremiere 7. marts 2024 i Tivolis Koncertsal i København. Efterfølgende drager musicalen ud på danmarksturné, som kommer forbi Aarhus, Odense, Esbjerg, Aalborg, Ringsted, Viborg, Vejle og Randers.

Selv om en del af sangene allerede er skrevet, er der god tid til at finpudse de sidste numre.

- Det skal være noget helt nyt - men med respekt for det gamle. Så det er ligesom det, vi er gået ud fra: at give Askepot en makeover, lyder det fra den prisvindende popsnedker.

- Det er jo klart, at man ikke vil gøre nogen sure og kede af det. Men jeg synes alligevel, at vores ambition fra start har været, at det ikke skulle være det gamle, siger Rasmus Seebach.

Rasmus Seebachs sange skal synges af blandt andre Johanne Milland, Stig Rossen, Caroline Henderson og Pelle Emil Hebsgaard, som sammen med youtuberen Rasmus Brohave indtager de bærende roller.

Rasmus Seebachs sange til 'Askepot - the musical' skal synges af blandt andre Johanne Milland, Stig Rossen, Caroline Henderson og Pelle Emil Hebsgaard, som sammen med youtuberen Rasmus Brohave indtager de bærende roller. (PR-foto).
Rasmus Seebachs sange til "Askepot - the musical" skal synges af blandt andre Johanne Milland, Stig Rossen, Caroline Henderson og Pelle Emil Hebsgaard, som sammen med youtuberen Rasmus Brohave indtager de bærende roller. (PR-foto).
Powered by Labrador CMS