Den triste historie om Prins Henrik går verden rundt
Historien om prinsens tilstand har nået flere store internationale medier. Kongehuset uddyber ikke, hvad dronningens 83-årige mand fejler - og det er uvist, hvad den alvorlige forværring helt konkret handler om.
Prins Henriks tilstand er alvorligt forværret.
Det oplyser kongehuset i en pressemeddelelse fredag morgen.
Den 83-årige prins har været indlagt på Rigshospitalet i København siden 28. januar efter opstået sygdom i Egypten, hvor han havde opholdt sig siden starten af januar.
Kongehuset ønsker ikke at uddybe, hvad prins Henrik fejler.
Historien går verden rundt
Historien om den alvorlige forværring af prinsens tilstand går verden rundt.
ABC News, amerikanske aviser som The Washington Post og The New York Times og den irske udgave af avisen The Independent er blandt de store internationale medier, der bringer oplysningen om den danske prins’ tilstand.
Også norske, svenske og tyske medier er blandt de medier, der bringer historien.
Hilsnerne strømmer ind fra hele verden
Det danske kongehus har delt erklæringen på sin officielle hjemmeside og på Facebook, og ønskerne om god bedring til prisen og støtte til kongefamilien er strømmet ind på det sociale medie.
2. februar oplyste kongehuset, at der var blevet fundet en godartet tumor i prins Henriks venstre lunge, og at han ville blive overflyttet til infektionsmedicinsk afdeling til behandling for en lungeinfektion.
I juli 2017 blev prins Henrik opereret i højre lyske og fik en ballonudvidelse i højre bækkenkar.
Kronprinsen er på vej hjem
Prinsen blev måneden efter indlagt grundet tiltagende smerter i højre ben som følge af eftervirkninger fra operationen i juli, der ellers forløb efter planen.
I september oplyste kongehuset, at prinsen lider af demens.
Kronprins Frederik har afbrudt sit ophold i Sydkorea, hvor han var i forbindelse med afholdelsen af vinter-OL, og er på vej til Danmark, oplyser kongehuset.