Dejan Cukic scorer Bodilpris for rolle som ludoman

Lørdag aften blev Dejan Cukic hædret med sin første bodilstatuette, da filmanmelderne delte priser ud.

Dejan Cukic vinder bedste mandlige hovedrolle ved Bodil Prisen. Foto: Martin Sylvest/Scanpix
Udgivet Opdateret

Filmen kostede 6,9 millioner kroner at lave, men nåede kun at gå i biografen i få uger, før den blev taget af plakaten på grund af skuffende billetsalg.

Men selv om det var få, der så “Fantasten” i biografen, fik Dejan Cukic lørdag aften en statuette for bedste mandlige hovedrolle i filmen ved Bodil Prisen, hvor anmelderne hylder det forgangne års præstationer.

Første Bodil til Dejan Cukic

Det var første gang, Dejan Cukic overhovedet deltog ved en Bodil prisfest, selv om han har været i filmbranchen i mange år. Derfor var det en ekstra stor oplevelse for ham at skulle på scenen og hente en pris.

– Det er jo fantastisk, det er jeg meget glad og beæret over, fortæller han.

Trods at filmen aldrig blev et hit blandt biografgængerne, så var anmelderne altså vilde med den 51-årige skuespillers præstation.

For skuespilleren var det også en speciel oplevelse at være med i filmen.

– Det er en af de roller, man ikke får særligt ofte. Det er jo mig, mig, mig, og meget angstfremkaldende med store nærbilleder, fortæller han.

Spiller bilsælger

I filmen spiller han bilsælgeren Claus, der er ludoman og som kommer i store problemer, da hans søn pludselig får gældsat sig hos nogle hårdkogte kriminelle.

Og ludomani og følgerne af det er et vigtigt emne, mener skuespilleren, der derfor er ked af, at der ikke er mange andre end anmelderne, der har fået øjnene op for filmen.

-Det er jo det, der gør mest ondt, for jeg synes jo, det er en fantastisk og vedkommende film, hvor vi prøver at skildre et miljø, der vokser sig større og større. Den danske stat er jo med til at finansiere ludomanerne gennem Danske Spil, og det syntes vi skulle skildres, siger han.

Bedste mandlige birolle gik til Søren Malling for hans rolle i “Den bedste mand”.

Det var 71. gang, de danske anmeldere uddelte Bodil Prisen.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS