De troede det var normalt: Det brugte William og Harry fritiden på
Prinserne Harry og William brugte dele af skoleferierne med deres far på vigtig opgave.
Da de britiske prinser William og Harry var børn, brugte de en stor del af deres ferier på at samle affald i naturen sammen med deres far, prins Charles.
Det fortæller prins Harry i en ny dokumentar fra BBC, der udkommer i forbindelse med prins Charles’ 70-års fødselsdag i november.
Det skriver nyhedsbureauet dpa.
– Når vi havde ferie fra skolen, var vi ofte i Norfolk med vores far, som tog os med ud at samle affald. Vi tænkte begge, at det var helt normalt, og noget alle gjorde. Vi gik bogstaveligt talt rundt med vores gribetænger og puttede skrald ned i sorte plastikposer, siger prins Harry.
Miljøbevidst prins
Prins Charles har brugt de sidste 40 år på at skabe opmærksomhed om miljømæssige udfordringer og klimaændringer.
Tilbage i 1986, inden økologi for alvor kom på alles læber, sprang prinsen ud som økologisk landmand. Det skyldtes blandt andet, at han siden teenageårene havde bekymret sig over menneskehedens negative påvirkning af klimaet, har han fortalt i flere interviews.
Prins Charles er kendt for at have stærke holdninger og er i årevis blevet kritiseret for at blande sig i politik og forsøge at påvirke regeringen.
I mange år blev han kaldt en “særling”, fordi han i et interview med en tv-journalist i 1986 fortalte, at han taler til sine planter for at få dem til at vokse hurtigere. Det skriver Time Magazine.
Prins Charles er førstearving til den britiske trone. Han blev født den 14. november 1948 og var fra 1981 til 1996 gift med prinsesse Diana.
De nåede at få William og Harry sammen, før de blev skilt. Året efter omkom Diana i en trafikulykke i Paris.
I 2005 giftede prins Charles sig med sin mangeårige veninde Camilla Parker Bowles.