De skal give den gas som værter

DR præsenterer debutanten Maria Helander sammen med Sælma Alakhir i spidsen for MGP 2026

Offentliggjort

Det bliver Sælma Alakhir og Maria Helander, som står på scenen, når 2026-udgaven af MGP løber af stablen i februar.

Det skriver DR i en pressemeddelelse.

Det er første gang, at Maria Helander skal være vært på det, hun i pressemeddelelsen beskriver som børnenes fest.

- Det er fyldt med energi, magi og kæmpe følelser. Jeg glæder mig helt vildt til at være en del af det, siger hun ifølge DR.

Maria Helander (til venstre) og Sælma Alakhir (til højre) stiller sig sammen på scenen til MGP 2026 i Arena Nord, Frederikshavn.

Maria Helander er kendt blandt børn og unge fra tv-programmet "Ultra Gaming".

Når hun indtager MGP-scenen i Arena Nord i Frederikshavn, Nordjylland, kan hun læne sig op ad Sælma Alakhir, der også var vært i 2025 sammen med Jonas Madsen.

Sælma Alakhir startede som praktikant hos DR Ultra.

Danskerne kunne første gang se hende på skærmen, da hun i 2022 lavede dansen til nissen Rumle i DR-julekalenderen "Julehjertets hemmelighed".

- MGP er den største fest på året. Jeg ved godt, at det er lidt en kliché, men det er så fantastisk at kunne holde en fest fyldt med leg, spas, sjov og konfetti - det er totalt magisk, at børnene er i fokus og i førersædet, sagde hun til DR, da hun blev præsenteret som MGP-vært første gang.

Når MGP sendes direkte 21. februar 2026 klokken 19.00, er det 26. gang, at DR afholder musikkonkurrencen.

Første gang, børnefesten blev sendt, var i 2000, hvor duoen FemininuM vandt med sangen "Sort sort snak".

MGP er børnenes udgave af melodigrandprix.

/ritzau/

KontaktAf Anders Villaume Vestergaard, Ritzau FokusTelefon

33300431

Mail

Fokus@ritzau.dk

Link til pressemeddelelsen fra DR

Link til pressemeddelelse fra 2025-udgaven af MGP

EMNERkunst og underholdning

Powered by Labrador CMS