De skal dække kronprinsens 50 års fødselsdag

Disse to værter skal dække kronprins Frederiks 50 års fødselsdag.

Offentliggjort Sidst opdateret

Kronprins Frederik fylder 50 år den 26. maj 2018.

Og det bliver dækket af TV2.

Værterne, der skal dække begivenheden, er Morten Ankerdal og Natasja Crone. Det afslører Billed-Bladet:

– Det bliver en af de største tv-produktioner nogensinde, hvor vi transmitterer live fra de fem byer i Danmark, hvor kronprinsen løber Royal Run, siger Morten Ankerdal til Billed-Bladet.

Der løbes i Aalborg, Aarhus, Odense, Esbjerg og København.

Stor interesse for løbet

Og interessen for at deltage er stor.

Målt på antal tilmeldinger har et rekordstort antal danskere takket ja til invitationen i København og Frederiksberg, skriver Ritzau.

På 16 dage har 10.125 tilmeldt sig løbet i hovedstaden. Det oplyser arrangørerne.

Aldrig før har så mange danskere deltaget i et 10-kilometer-løb.

Hidtil har rekorden fra Eventyrløbet i Odense i 1993 været på 10.120 tilmeldte.

Løbene, der bliver kaldt Royal Run, har i alt fået 23.127 tilmeldinger.

7223 af dem har meldt sig til en distance på en mil – også kendt som 1,609 kilometer.

Det koster at være med

Det er ikke gratis at deltage i løbet.

Tilmeldte skal slippe 250 kroner for at løbe 10 kilometer, mens ruten på en mil koster 75 kroner i tilmeldingsgebyr.

Dertil kommer et administrationsgebyr.

For pengene får man en chip, der måler ens tid, væske og forplejning i målområdet samt en medalje.

Powered by Labrador CMS