Datter af dansk Oscar-vinder udråbt til Shooting Star

Filminstruktør Bille August har tilsyneladende givet sine gener godt videre. Hans skuespiller-datter Alba August er nemlig netop blevet udvalgt som en af Europas ti Shooting Stars i 2018.

Udgivet Opdateret

Skuespillerinden Alba August, der er datter af den danske filminstruktør Bille August og den svenske skuespillerinde Pernilla August, er kommet i fornemt og fint selskab.

Således er datteren til den danske Oscar-vinder udråbt til Shooting Star 2018. Det skriver Det Svenske Filminstitut i en pressemeddelelse.

Det er juryen for European Film Promotion, som har udvalgt 24-årige Alba August til at være en af ti europæiske skuespillere, som bliver en del af det prestigefyldte program.

– Jeg er superspændt, glad og taknemmelig. Jeg har altid syntes, at Berlin var et af de mest inspirerende steder for film- og scenekunst, siger Alba August i meddelelsen.

Udvælger ti i hele Europa

Juryen udvælger i alt ti lovende, unge skuespillere fra hele Europa, som bliver en del af programmet og introduceres for pressen og filmindustrien under næste års filmfestival i Berlin.

Alba August er til næste år aktuel som Astrid Lindgren i filmen “Unge Astrid”, og juryen lægger vægt på, at hun med rollen udviser stor følsomhed og dybde.

– Alba vandt juryen over på sin side med sit overbevisende portræt af forfatteren Astrid Lindgren, lyder en del af juryens motivation.

Selv lægger Alba August også stor vægt på, hvor vigtig udnævnelsen til Shooting Star er.

En virkelig stor oplevelse

– Det er virkelig stort at blive inviteret, specielt med tanke på at Astrid Lindgren har haft en så betydningsfuld rolle i tysk kulturhistorie. Det her er en chance, som vældig få får, og den skal jeg tage vare på, siger Alba August i pressemeddelelsen.

Blandt tidligere svenske Shooting Stars er Bill Skarsgård og Alicia Vikander.

Af danskere kan nævnes Esben Smed, Pilou Asbæk, Thure Lindhardt og Nikolaj Lie Kaas.

Powered by Labrador CMS