Danskeren bag ‘Downton Abbey’ og ‘Game of Thrones’

Den danske filmfotograf David Katznelson har stået bag store produktioner som "Downton Abbey" og "Game of Thrones". Torsdag den 4. februar fylder han 50 år

Den danske filmfotograf David Katznelson fylder 50 år torsdag den 4. februar. – Foto: Tine Harden/Free
Offentliggjort Sidst opdateret

Han har været med til at skabe billederne til nogle af de største tv-produktioner i udlandet.

For sit talent har filmfotograf David Katznelson modtaget international anerkendelse og er blevet en stjerne blandt filmfotografer. Torsdag den 4. februar fylder han 50 år.

Artiklen fortsætter under videoen

David Katznelson er opvokset i København og blev fra en tidlig alder fascineret af filmkunsten og dens muligheder.

Derfor tog han i sine 20’ere rundt for at samle brugte 16-millimeter-kameraer. Og sammen med den senere instruktør Kasper Munk lavede Katznelson flere kortfilm.

Eftertragtet skole

Passionen bar frugt. I 1997 kom han ind på den eftertragtede National Film and Television School i London.

Efter afslutningen på uddannelsen tog Katznelson sammen med instruktør Sasha Snow til den forfrosne grønlandske vestkyst.

Her belyste de det grønlandske retssystem i dokumentarfilmen “Forbrydelse og straf i Grønland”.

Derfra tog Katznelsons internationale karriere for alvor fart.

2010 blev afgørende

I perioden mellem 2002-2010 var Katznelson med til at producere fem kortfilm, tre tv-serier og ni spillefilm. Alt sammen primært i Storbritannien med undtagelse af den danske spillefilm “Hold om mig” af ungdomsvennen Kasper Munk.

2010 blev afgørende for Katznelsons videre arbejde.

For her fik han mulighed for at være cheffotograf på tv-kanalen ITV’s nye satsning: “Downton Abbey”. Den blev et kæmpe hit hos seerne verden over.

Herefter modtog Katznelson i 2011 en Emmy – tv-verdenens svar på en Oscar – for sit “enestående fotoarbejde” i udformningen af serien.

– Det var jeg helt oppe i skyerne over, husker han i dag.

‘Game of Thrones’

To år senere kom Katznelson til at arbejde på en anden hitserie, da han blev cheffotograf for flere episoder i HBO’s tv-serie “Game of Thrones”.

Selv om Katznelson har bevæget sig fra mindre produktioner til større, har de samme principper gjort sig gældende for ham.

– Uanset om der er tale om en stor produktion, som ved “Game of Thrones”, eller en mindre en, er der altid en øvelse i at få alt til at fungere, så det sidder i skabet.

David Katznelson har senest arbejdet på produktionen af den engelske komedieserie “It’s a Sin” af Russell T. Davies – en serie, der vises på HBO Nordic.

Han er bosat i London, hvor dagen skal fejres i selskab med hustruen, instruktør Sarah Gavron, samt datteren, Lilly, på 16 år og sønnen Noah, som er 12 år.

Powered by Labrador CMS