Danske Spil: Denne sanger ryger ud af X Factor i aften
Remees kvindelige sanger i X Factor står til at ryge ud fredag aften, mener Danske Spil.
Når dommerne skal afgive deres stemme i farezonen, så bliver det Samanta Gomez, der trækker det korteste strå. Det sker i al fald, hvis man tror på Danske Spils oddssættere.
– Hun har statistikken imod sig, for hun stod i farezonen sidste gang, og det peger statistikken også på, siger oddssætter hos Danske Spil, Jan Trier, i en pressemeddelelse.
Hun er talentfuld
Han understreger dog, at hun er talentfuld:
– Feltet i år er så ekstremt kompetent, og i nogle af de tidligere sæsoner – uden at forklejne nogen – så kunne hun måske have nået i hvert fald finalen, siger oddssætteren, der fortæller, at tror man hun ryger ud, får man odds 2,05.
VKation overlever også i aften
Selvom hun har statistikken imod sig, så overvandt VKation i sidste uge statistikken, og det er der en særlig grund til, mener Jan Trier, som heller ikke spår kvartfinalen som endestationen for drengegruppen.
– Der er flere forskellige faktorer at tage højde for. Dels er de unge, så de rammer ind i et ungt segment, som formentlig sender mange sms-stemmer i deres retning. Det er lidt ligesom Citybois – de her synger altså bare bedre. Og så er det den sidste gruppe, og derfor vurderer vi ikke, at de ryger ud endnu, selvom vi giver odds 2,20 på at de ryger ud, siger Jan Trier.
Chili og Mia kommer i finalen
I den anden må Chili og Mia endnu engang se sig fredet i denne uge, og til det, er der ikke så meget andet at sige til, end, som oddssætteren udtrykker det:
– De synger simpelthen begge to som en drøm, så de kommer også til at stå i finalen. Det indikerer vores odds 26 og odds 30 på dem begge to til at ryge ud også.