Danske penge og talenter står bag flere af årets Oscar-håb

Danmark er rigt repræsenteret ved årets Oscar-uddeling, hvor tre produktioner er delvist dansk finansierede.

Skuespiller Claes Bang spiller hovedrollen i den oscarnominerede svenske film “The Square”, der er delvist dansk finansieret. Foto: Scanpix/Loic Venance (Arkivfoto)
Offentliggjort Sidst opdateret

Selv om det ikke blev til en nominering til den danske “Du Forsvinder” ved årets oscaruddeling, er der alligevel flere muligheder for, at en dansker kan få andel i en af de eftertragtede statuetter ved det 90. Oscar-show 4. marts i Los Angeles.

Hele tre film, der kæmper om en Oscar, er nemlig lavet med støtte fra Det Danske Filminstitut (DFI) og med danske talenter foran og bag kameraet.

Fællesproduktionerne, hvor der bliver støttet på kryds og tværs mellem landene, bliver mere og mere synlige, og det er der en grund til, mener vicedirektør i DFI Jakob Buhl Vestergaard.

På jagt efter finansiering

– Grundlæggende er folk jo på jagt efter at få mest mulig finansiering. Økonomien i filmbranchen er presset, og der forsvinder nogle indtægter i disse år, fordi det fysiske salg af film svinder ind, siger han.

DFI er økonomisk involveret i den svenske spillefilm “The Square”, der har modtaget minorstøtte (dansk støtte til udenlandske projekter, red.) og har dansk hovedrolle, birolle og dansk klipper.

Den amerikanske dokumentar “Strong Island” har fået støtte gennem samme ordning og har dansk klipper og koproducent, og så har DFI også en finger med i spillet i dokumentaren “De sidste mænd i Aleppo”.

Det er nemlig en dansk hovedproduktion med syriske kræfter. Den har fået filmstøtte af instituttet.

Erfaringsmæssig gevinst

For DFI er der ikke bare en økonomisk, men også en erfaringsmæssig gevinst ved at støtte internationale projekter.

– Lande støtter hinanden på kryds og tværs, og det skal man gøre af to årsager. Den primære årsag er at få noget erfaringsudveksling.

– Når vi for eksempel har en dansk klipper til at arbejde på Ruben Östlunds “The Square”, så betyder det, at den klipper kan tage noget erfaring med hjem om, hvordan den mand arbejder. Man får også erfaring med, hvordan man arbejder på tværs af lande, og man kommer beriget hjem, siger Jakob Buhl Vestergaard.

Den ene hånd vasker den anden

– Den anden årsag er mere monetær. Vi har typisk et budget på 12 millioner kroner til støtte af dansk deltagelse i udenlandske spillefilm og to en halv million på dokumentarfilm, men danske film får langt flere penge tilbage, fortæller Jakob Buhl Vestergaard.

Når Danmark bidrager til udenlandske produktioner, øger det nemlig generelt danske filmproducenters muligheder for selv at blive taget i betragtning, når de henvender sig til internationale investorer.

Mens “The Square” er nomineret til en Oscar i kategorien bedste ikke-engelsksprogede film, skal “Strong Island” og “De sidste mænd i Aleppo” kæmpe mod hinanden om en statuette for bedste dokumentar.

Dansk fotograf er nomineret

Desuden er den danske fotograf Dan Laustsen nomineret til en Oscar for bedste fotograf på filmen “The Shape of Water”.

Den røde løber er ved, at blive gjort klar til søndag.

Se videoen fra Ritzau nedenunder:

Her er alle Danmarks oscarpriser:

Bedste ikke-engelsksprogede film

2011: “Hævnen” – Susanne Bier.

1989: “Pelle Erobreren” – Bille August.

1988: “Babettes gæstebud” – Gabriel Axel.

Bedste kortfilm

2014: “Helium” – Anders Walter.

2009: “De nye lejere” – Joachim Back.

2002: “Der er en yndig mand” – Martin Strange-Hansen.

1998: “Valgaften” – Anders Thomas Jensen.

Bedste korte animationsfilm

1986: “Anna & Bella” – Børge Ring.

Kilde: Det Danske Filminstitut.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS