Danske Amanda som androide på HBO

Skuespillerinden Amanda Collin vender tilbage som androiden Mother i sci-fi-serien "Raised by Wolves".

Amanda Collin skal igen spille “Mother” i Ridley Scotts “Raised by Wolves”. Foto: Linda Kastrup/Scanpix.
Amanda Collin skal igen spille “Mother” i Ridley Scotts “Raised by Wolves”. Foto: Linda Kastrup/Scanpix.
Offentliggjort Sidst opdateret

Sidse Babett Knudsen, Nikolaj Coster-Waldau, Jesper Christensen, Pilou Asbæk, Lars og Mads Mikkelsen.

Listen af danske skuespillere, som stryger til udlandet og lander roller i store internationale produktioner, bliver længere og længere, og Amanda Collin er den seneste tilføjelse på den imponerende liste.

Artiklen fortsætter under videoen

Den fremadstormende skuespillerinde, som især er kendt for sin prisvindende hovedrolle i “En frygtelig kvinde” og i øjeblikket kan ses i filmatiseringen af “Undtagelsen”, medvirker i mesterinstruktøren Ridley Scotts sci-fi-serie “Raised by Wolves”.

Og på den røde løber til gallapremieren på det nye danske actiondrama “Shorta” afslører hun, at hun vender tilbage i sæson to.

– Jeg tror, vi går i gang igen i starten af 2021. Fingers crossed – man ved jo ikke så meget i øjeblikket (grundet corona, red.), siger Amanda Collin, som glæder sig til at vende tilbage til holdet.

– Det har været vildt og fantastisk at være med. De er så søde, og jeg bliver passet så godt på, fortæller Amanda Collin, som havde sin mand og parrets datter med de otte måneder, optagelserne varede.

Kendt instruktør

Sci-fi-serien handler om to androider – heriblandt Amanda Collin – som skal opfostre en flok menneskebørn på en fjern planet. Men da den voksende koloni af mennesker er ved at blive revet fra hinanden af religiøse forskelle, finder androiderne ud af, hvor svært det er at kontrollere mennesker.

Det er Ridley Scott, som både har produceret og instrueret serien.

Vækker den 82-årige filmveterans navn ikke lige genklang, kender man formentligt hans Oscar-vindende film “Gladiator”, “The Martian”, “Blade Runner” og “Alien”.

Amanda Collin fik sit helt store gennembrud som den kvindelige hovedrolle i “En frygtelig kvinde”, og den er faktisk takket være den, at skuespillerinden landede rollen som Mother.

“En frygtelig kvinde” blev vist på en filmfestival i Irland, og blandt publikum var der tilfældigvis en caster.

– Jeg skal ikke kunne sige, hvad hun så, men jeg er glad for, at hun så noget og inviterede mig til casting, siger Amanda Collin.

– Der er vel noget dualitet i Mother, som måske også findes i Marie (Amanda Collins karakter i “En frygtelig kvinde”, red.), siger hun.

Skuespillerinden kan godt mærke, at der er nogle helt andre budgetter på en stor HBO-serie sammenlignet med danske forhold.

– Man kan specielt mærke det på settene. De er kæmpestore. Jeg blev også hevet op i en kran hver dag, og det er ikke noget, der sker hver dag på et dansk filmset, siger Amanda Collin.

Powered by Labrador CMS