Dansk top-designer død: Hun blev bare 45 år

Den danske designer Camilla Skovgaard døde kort før jul.

Camilla Skovgaard døde den 20. december. (Foto: Gofundme)
Offentliggjort Sidst opdateret

Designeren Camilla Skovgaard, der blev verdensberømt med sine sko-designs båret af stjerner som Rihanna og Gwyneth Paltrow, døde torsdag den 20. december.

Meddelelsen har familien selv overbragt i et Facebook-opslag på Skovgaards profil. Den danske megastjerne blev for et halvt års tid siden ramt af en chok-diagnose. Livmoderhalskræft.

Chokket var ekstrastort, fordi designeren tidligere er blevet testet for netop den kræftform, og resultatet var negativt. I gennem længere tid modtog Camilla Skovgaard privat kræftbehandling på en klinik i Frankfurt, som var finansieret gennem blandt andet indsamlinger på Gofundme. 

Meget af historien om Skovgaards sygdom stammer også her fra. Blandt andet kan man læse forklaringen på, hvorfor en top-designer ikke selv havde råd til at betale den dyre behandling.

Hun havde investeret alle sine penge i et nyt projekt, men sygdommen kostede opbakningen fra øvrige investorer, og pengene var tabt.

‘Vi er overmandet af en dyb sorg, men vi finder trøst i den store opbakning, Camilla har modtaget over de seneste måneder, og vi kan ikke takke jer nok for det, skriver familien blandt andet på Facebook.

Camilla Skovgaard blev 45 år gammel. Hun boede på Ibiza. Hun bliver bisat fra Lyngby Kirke på fredag, skriver familien også. Alle der kendte hende er velkomne.

Powered by Labrador CMS