Dansk stjernebaryton med globalt udsyn
Han har to gange med få års mellemrum modtaget Reumert-prisen for sine sangpræstationer i dansk opera. Søndag 21. juli fylder operasanger Johan Reuter 50 år.
Det viste sig tidligt i operasanger Johan Reuters liv, at han skulle gå den musiske vej.
I barndomshjemmet var faren meget kunst- og musikinteresseret, hvilket smittede af på den unge Reuter.
Og allerede inden han havde bestået studentereksamenen, var han blevet optaget på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium.
Artiklen fortsætter under videoen.
I dag har manden, som kaldes Danmarks stjernebaryton, opsagt sit faste arbejde som solist på Det Kongelige Teater for at forfølge en international karriere.
Johan Reuter, der søndag den 21. juli fylder 50 år, er født og opvokset i København.
Efter endt uddannelse fra musikkonservatoriet og Operaakademiet, blev han i 1996 ansat på Det Kongelige Teater som en fast del af solistensemblet.
Vil have bestemte roller
Her optrådte han i de følgende 20 år i et utal af operaer – lige fra Mozart til Wagner – og brillerede især i rollerne som de modne, mørke og konfliktramte karakterer.
Men det har aldrig været vigtigt for ham som operasanger at være en del af de store produktioner og synge de store roller.
Derimod er det vigtigere for ham at synge en lille rolle i noget, der går godt, end en stor rolle i noget, der går mindre godt, sagde han i et interview med Berlingske sidste år.
– Jeg vil gerne være med til at lave nogle gode forestillinger – om jeg står forrest eller i anden række er ikke så vigtigt.
Sideløbende med sit job ved Det Kongelige Teater har Johan Reuter også plejet en international karriere og har sunget i nogle af de største og vigtigste operahuse og koncertsale i verden.
Det har betydet, at han efterhånden er blevet en af de mest internationalt efterspurgte sangere inden for sit felt.
Johan Reuter har også herhjemme mødt anerkendelse for sit arbejde. To gange har han modtaget Reumert-prisen i kategorien “årets sanger”.
Første gang for sin rolle i “Kvinden uden skygge” og “Cosi fan tutte” og senest i 2015 for sin rolle i “Saul og David”.
Reuter vil for fremtiden stadig kunne ses som gæstestjerne i Det Kongelige Teaters produktioner.
Blandt andet vil han over vinteren medvirke i teatrets opførsel af H.C. Andersens “Snedronningen”, hvor han skal spille selveste snedronningen.