Dansk stjerne-dj vender hjem til Distortion

I 2014 måtte politiet stoppe hans koncert. Nu vender dj'en MORTEN tilbage til den københavnske festival.

Dj”en MORTEN skal spille i København. Foto: Scanpix/Iamcre8tions
Offentliggjort Sidst opdateret

Når den københavnske gadefestival Distortion løber af stablen i slutningen af maj og starten af juni, vil man på festivalen kunne opleve den verdensberømte danske dj MORTEN, der til daglig bor i Los Angeles.

Han spillede senest til Distortion i 2014, men her måtte politiet afbryde koncerten, fordi dj’en tiltrak for mange mennesker, og man derfor ikke kunne stå inde for folks sikkerhed.

Hovedscene på Rådhuspladsen

I år har Distortion for første gang arrangeret en stor hovedscene på Rådhuspladsen under den københavnske gadefestival, og det er her, MORTEN skal spille.

– Jeg glæder mig helt vildt. Jeg håber selvfølgelig, at sikkerheden er i top, så jeg bare kan fyre den max af. Det var ærgerligt sidste gang, men jeg vil jo selvfølgelig ikke have, at nogen kommer til skade, siger MORTEN, der også spillede til Distortion i 2011, 2012 og 2013.

DJ: -Unik festival

For ham er Distortion en helt unik festival at spille på, og han glæder sig til at vende tilbage.

– Sidste gang, jeg spillede i København, var det som den første dj, der spillede solo og headlinede i Tivoli, og nu skal jeg så spille på Distortions hovedscene, og det, synes jeg da også, er stort.

– Det betyder alt for mig, for jeg spiller ikke andre danske festivaler i år, så det er her, den bare skal have fuld pedal. Og jeg har masser af ny musik med, lover dj’en, der udkommer med singlen “Keep Me From You” den 19. maj.

Han glæder sig til at vende hjem til fædrelandet.

– Det er altid specielt for mig at spille i Danmark, det er fedt at spille rundt omkring i verden, men der er ikke noget bedre end at komme hjem til de danske fans, siger han.

Legendarisk at spille på Rådhuspladsen

At han får lov at spille på selve Rådhuspladsen betyder meget for dj’en,

– Det er legendarisk. Man husker jo, hvordan det var i 1992, hvor de danske fodbolddrenge vandt EM og stod der på Rådhuspladsen og sprøjtede med champagne. Jeg tror, folk glæder sig til at komme derind og feste, siger han.

Han håber, at de mange mennesker, der ventes at dukke op, når den hypede gadefestival gør sit indtog, vil hjælpe til at gøre det til en god oplevelse for hinanden – også selv om det kan gå vildt for sig.

– Alle, der har hørt mig til Distortion før, ved jo, at det godt kan blive lidt vildt, så jeg vil opfordre folk til at passe på hinanden, det vigtigste er, at sikkerheden er i top, når så mange mennesker er sammen.

– Men når det er sagt, så er der virkelig noget specielt ved at samles i hovedstaden og feste i gaderne. Man skal passe på byen og hinanden, men man må også godt feste, siger han.

Distortion løber i år fra den 31. maj til den 4. juni. MORTEN optræder torsdag den 1. juni på Royal Distortion Mainstage x Warner-scenen på Rådhuspladsen.

/ritzau/FOKUS

Powered by Labrador CMS