Dansk islæt i ny stjernebesat film
Tirsdag aften var der premiere på Quentin Tarantinos nyeste værk i Cannes. Danmark spiller en lille rolle.
Der er ren stjerneparade i rollelisten til Quentin Tarantinos “Once Upon a Time… in Hollywood”, der tirsdag aften i Cannes blev vist for første gang for presse og udvalgte gæster.
Men også Danmark spiller en lille rolle i filmen, der strækker sig over 2 timer og 41 minutter.
Margot Robbie spiller rollen som Sharon Tate, der i virkeligheden var skuespillerinde og blandt andet medvirkede i komediefilmen “The Wrecking Crew” med Dean Martin.
I “The Wrecking Crew” rejser Dean Martins rolle, den hemmelige agent Matt Helm, til Danmark for at slå en skurk ihjel, og møder her en ung, klodset kvinde, der arbejder for et dansk turistkontor.
Det tror han i hvert fald – i virkeligheden er hun britisk agent.
I Tarantinos film ser man i et klip, hvordan Margot Robbie som Sharon Tate første gang møder Matt Helm på et hotel.
Velkommen til Danmark
Hun løber ham i møde med en buket blomster i favnen, mens hun råber “Velkommen til Danmark”. I scenen falder hun over sine egne ben, og ender med at ligge oven på Matt Helms kuffert, mens hun igen siger “Velkommen til Danmark”.
I virkeligheden led filmstjernen Sharon Tate, der var gift med instruktøren Roman Polanski, en grum skæbne.
Hun blev myrdet af Charles Mansons kult, mens hun var gravid.
“Once Upon a Time… in Hollywood” foregår i 1969 i Hollywood. Her følger man en fallerede tv-skuespiller, der bliver spillet af Leonardo DiCaprio, og hans stuntmand, der bliver spillet af Brad Pitt.
Filmen får dansk premiere den 15. august.
Dansk islæt var der også på den røde løber. Se billederne af supermodellen Josephine Skriver over artiklen.