Dansk håndboldprofil får ryddet op i hovedet

Efter et år med skader vendte Line Jørgensen tilbage fyldt med energi. Men benene kunne ikke helt følge med.

Line Jørgensen er med i den danske trup til VM i Tyskland. Hun gik glip af EM sidste år på grund af en skade i hånden. Foto: Scanpix/Bo Amstrup (Arkivfoto)
Offentliggjort Sidst opdateret

Håndboldlandsholdsspilleren Line Jørgensen havde god tid til at studere sin sport udefra i sidste sæson. Lige lovlig god tid.

To håndskader og en operation spolerede stort set hele sæson for et af dansk kvindehåndbolds mest prominente navne, og vejen tilbage til tidligere styrke er lang.

Nok er CSM Bucuresti-spilleren tilbage på landsholdet og med i truppen til VM i Tyskland, men hun erkender, at hun er et stykke fra sit højeste niveau.

Får styr på tankerne

Det er ikke så meget den fysiske form, der driller.

Det handler mere om at få styr på hovedet, der er fyldt med tanker og idéer efter den ufrivillige pause.

– Jeg har set mit hold træne en masse gange, set alle holdets kampe, set en masse Champions League-kampe og landskampe. Når man ser så meget, får man en masse idéer.

– Men det er bare noget andet, når man står inde på banen og benene skal følge med, erkender Line Jørgensen.

– Jeg kom med en masse tanker om, hvordan jeg skulle spille. Da jeg så prøvede alle de ting, kunne det bare ikke lade sig gøre, forklarer hun.

Mere skade end gavn

Normalt bliver idérigdom og ambitioner kun anset som en fordel, men lige i dette tilfælde har det været til mere skade end gavn.

Jørgensen har villet for mange ting for hurtigt, og nu har hun hyret hjælp til at sætte de mange tanker i system.

– I efteråret er jeg begyndt at samarbejde med en mentaltræner, der skal hjælpe mig med at holde fokus på enkelte ting og hjælpe med at rydde lidt op.

– Det gør, at jeg ikke render rundt og tænker på, at jeg skal gøre en helt masse.

– I stedet har jeg kun fokus på en enkelt ting, som jeg så bliver god til. Jeg ved, at hvis jeg gør den ting godt, så spiller jeg en udmærket kamp, siger Line Jørgensen.

På grund af en skade gik højrebacken glip af EM sidste år. Det forestående VM bliver hendes ottende slutrunde med det danske landshold.

Danmarks første kamp spilles lørdag aften, hvor modstanderen er Montenegro.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS