Dansk frihedskæmper død: Undgik henrettelse
Lis Mellemgaard, der var medlem af modstandsgruppen Holger Danske, er død. Hun blev 95 år.
Den danske øjenlæge Lis Mellemgaard, der er kendt for sin tid i modstandsbevægelsen Holger Danske under den tyske besættelse, er død.
Det oplyser familien i en dødsannonce på hjemmesiden afdøde.dk.
Lis Mellemgaard døde den 5. juli og blev 95 år.
Hun var født i København og blev uddannet læge fra Københavns Universitet i 1952, skriver Kristeligt Dagblad i en nekrolog.
Hun videreuddannede sig efterfølgende til speciallæge i øjensygdomme, og fra 1970 havde hun praksis i Hillerød.
Hun var gift med overlæge Kresten Mellemgaard, som døde i 2007. Sammen fik de to børn.
Bevægede sig i farlige områder
Lis Mellemgaard gik i 1930’erne ind i den grundtvigiansk-inspirerede politiske bevægelse Dansk Samling.
Bevægelsen blev efter den tyske besættelse i 1940 også en af de måder, hvorpå man kunne komme i forbindelse med modstandsbevægelsen.
Som medlem af modstandsgruppen Holger Danske arbejdede Lis Mellemgaard på et illegalt trykkeri. Og i krigens sidste periode bevægede hun sig ind på mere farlige områder.
Det har Information tidligere skrevet i en artikel om Holger Danske-gruppen.
Artiklen fortsætter efter videoen.
Blandt andet begyndte hun at beskæftige sig med at skygge stikkere eller begå indbrud i mistænktes lejligheder for at skaffe beviser for, at de virkelig var stikkere.
Undgik henrettelse
I de sidste måneder af krigen blev mange modstandsfolk henrettet eller dræbt af tyskerne. Herunder syv fra den gruppe, som Lis Mellemgaard tilhørte, der blev anholdt i februar 1945.
Hun undgik selv at blive anholdt, fordi hun var syg med en streptokokinfektion og derfor ikke opholdt sig i den bygning i Skindergade, hvor gruppen holdt til.
Lis Mellemgaard udgav i 1998 en erindringsbog under titlen “Pige i modstandskampen”.
Hun er blevet tildelt flere hædersbeviser. Herunder Dronning Ingrids Mindemedalje, en livsvarig tildeling af Frihedsfondens Hædersgave og Gudmond Schacks Mindelegat. Det skriver Kristeligt Dagblad.