Dansk fodboldlegende er død
Den tidligere fodboldspiller Poul Pedersen, der var den første til at opnå 50 landskampe for Danmark, er død.
Den tidligere danske landsholdsspiller i fodbold Poul Pedersen er død. Han blev 84 år. Det skriver Århus Stiftstidende.
For tre år siden blev Poul Pedersen optaget i Dansk Boldspil-Unions (DBU) Hall of Fame.
Ved den lejlighed var det barnebarnet Viktor Fischer, som i dag spiller i den engelske Premier League-klub Middlesbrough, som modtog hæderen på vegne af bedstefaren.
Første dansker der rundede 50 landskampe
Poul Pedersen var den første fodboldspiller, der opnåede 50 landskampe for Danmark.
Han var kendt som en elegant højre wing for den aarhusianske klub AIA, der dengang have sin base i det centrale Aarhus.
AIA var arbejderklubben, som i 1950’erne og begyndelsen af 1960’erne formåede at tage kampen op mod byens storklub, AGF.
Storhedstiden var i slutningen af 1950’erne
Poul Pedersen havde sin storhedstid i klubben i slutningen af 1950’erne i landets bedste række.
I de år var AGF en stormagt i dansk fodbold.
Og selv om Poul Pedersen i den periode nok ville have været fast mand på AGF’s hold, lå det ham fjernt at skifte klub.
Han spillede sin sidste kamp for AIA i november 1965 i en sæson, hvor klubben rykkede ud af 2. division.
AIA flyttede siden fra det centrale Aarhus og ud til forstaden Tranbjerg.
Her fusionerede man med Tranbjerg IF og blev til AIA Tranbjerg. Klubben er i dag en serieklub.
Fik debut på landsholdet som 20-årig
Poul Pedersen fik debut på det danske landshold 21. juni i 1953 som 20-årig, og fra juni 1957 til oktober 1960 spillede han 33 af sine landskampe.
Han scorede i alt 17 mål for Danmark og var en af profilerne på det legendariske danske landshold, som vandt OL-sølv i Rom i 1960.
Han rundede milepælen på de 50 landskampe i sin afskedskamp mod Finland i 1964.
Uddannede sig til ingeniør
Poul Pedersen uddannede sig til ingeniør, og efter fodboldkarrieren var han direktør for den store aarhusianske entreprenørvirksomhed JME, og han skabte siden sit eget firma.
Først i 2007 stoppede Poul Pedersen som aktiv fodboldspiller i sin fritid.
Han beskrives i artikler og erindringer som elegant både på og uden for fodboldbanen og som en gentleman, man kunne regne med.
/ritzau/