Dansk filminstruktør nyt medlem i helt eksklusiv klub
11 danskere er blevet indlemmet i Oscar Akademiet, og blandt danskerne er filminstruktør Pernille Fischer.
Oscar Akademiet, som står bag uddelingen af den prestigefyldte filmpris Oscar, offentliggjorde tirsdag listen over nye medlemmer.
I år er 11 danskere optaget i den attraktive filmklub heriblandt den danske filminstruktør Pernille Fischer Christensen, der ser frem til at have indflydelse på Oscar-nomineringerne til næste års store show.
– Jeg har altid arbejdet for menneskelighed, inderlighed, sårbarhed og med at skabe nogle vedkommende menneskelige portrætter i de ting, jeg har lavet. Så jeg er glad for, at der er nogen også i USA, der har tænkt, at det er væsentligt og kan bruges til noget.
– Det er en lille magt og en lille stemme at være med til at vælge, hvilke film, der kan pege i en retning, man synes, er væsentlig, siger hun.
Fokus på underfortalte emner
Den danske filminstruktør vil især sætte fokus på emner, som, hun mener, er underfortalte, når der skal holdes øje med film.
– Det er vigtigt, at de film, der kommer ud, og som vi laver, tør at tage nogle store og væsentlige spørgsmål op. Det vil jeg også være med til at vælge.
– Det kan være emner som kvinders vilkår, abort, raceforhold og store politiske spørgsmål. Jeg vil gerne være med til at pege på film, der virkelig rusker i os, siger hun.
Artiklen fortsætter under videoen
Pernille Fischer Christensen har senest været aktuel med spillefilmen “Unge Astrid” fra 2019, som handler om den svenske børnebogsforfatter Astrid Lindgrens ungdom.
– Jeg ved, at man i USA har været rigtig glade for “Unge Astrid”, som handler om Astrid Lindgren. Men det, man i USA har været meget opmærksom på, er, at det er et portræt af en kvinde, og at det er et lidt underfortalt emne, som den film tager op, fortæller den danske filminstruktør.
I Oscar Akademiet får Pernille Fischer Christensen selskab af den danske skuespiller Claes Bang, der oplevede stor succes i 2017, hvor han havde hovedrollen i filmen “The Square”.
Filmen vandt Guldpalmen på filmfestivalen i Cannes og var nomineret til en Oscar i 2018.
Oscar Akademiet optager hvert år personer, som har gjort sig bemærket inden for filmindustrien.
Nye medlemmer
Ud over Pernille Fischer Christensen og Claes Bang er de nye danske medlemmer dokumentaristerne Phie Ambo, Kirstine Barfoed og Eva Mulvad, producerne Mette Heide og Sara Stockmann, klipper Per Kirkegaard Pedersen, publicisten Annett Wolf Jr. og casterne Rie Hedegaard og Lene Seested.
Blandt de nyligt inviterede til Akademiet er store stjerne som sangerinderne Lady Gaga og Adele og skuespiller Elisabeth Moss, som spillede sammen med Claes Bang i “The Square” og for tiden er aktuel i “The Handmaid’s Tale”.