Dansk festival scorer verdensstjerner

Discogruppen Village People, der udgav hittet "Y.M.C.A.", er blandt navnene på årets plakat til Tinderbox-festival i Odense. Det samme er Liam Gallagher.

Liam Gallagher er blandt de nyligt annoncerede navne. Foto: Scanpix
Udgivet Opdateret

Deltagere ved årets Tinderbox kommer til at kunne synge med på velkendte megahits som “Y.M.C.A.” og “Can’t Stop the Music”, når den amerikanske discogruppe Village People indtager den fynske festival.

Tirsdag har Tinderbox offentliggjort navnene på de første artister, som skal optræde i Tusindårsskoven i slutningen af juni.

Artiklen fortsætter under videoen

Foruden Village People er også den tidligere Oasis-forsanger Liam Gallagher på musikplakaten. Han står blandt andet bag ørehængere som “Wonderwall” og “Don’t Look Back In Anger”.

– Selv om Oasis er fortid, omfavner Gallagher stadig datidens mesterværker i tæt forening med egne anmelderroste soloværker, når han går på scenen i eget navn, skriver festivalen blandt andet i en pressemeddelelse.

Også den britiske soulsanger Michael Kiwanuka lægger vejen forbi Tinderbox, der blev afholdt for første gang i 2015.

Stærkt program

Sidste år var der omkring 45.000 betalende gæster, og årets gæster har ifølge festivalchef Brian Nielsen en del at se frem til. Han mener, at festivalen byder på et stærkt program.

– Vi glæder os over dagens tilføjelser til programmet. Fra sjove og samlende Village People, som uden tvivl vil skabe verdens største fest foran scenen, til det flabede rockikon Liam Gallagher med sin palette af udødelige rockklassikere fra Oasis-tiden til den nye souldiva Shoh Aalegra, som jeg personligt ser meget frem til at se.

– Jeg synes, vi viser, hvad Tinderbox kan med sin musikalske bredde, siger han i en pressemeddelelse.

Foruden pop og soul bliver der mulighed for at høre en række dj’s. Det er DallasK, Regard samt den hollandske trance-duo W & W.

Powered by Labrador CMS