Danmarks eneste lord runder det helt skarpe hjørne

Selv om han blot fylder 30 år, så er Nicklas Bendtner på sin vis på vej ind i sin karrieres efterår. Rosenborg-spilleren indfriede aldrig helt de forventninger, som han selv var med til at sparke helt til himmels.

Offentliggjort Sidst opdateret

Det kan godt være, at Christian Eriksen scorer mere spektakulære mål på banen og at Kasper Schmeichel er mere ihærdig hele vejen rundt.

Men Nicklas Bendtner er for det første den eneste, der kan titulere sig selv om “lord” – og så er han i øvrigt også den, der i særklasse er den mest omtalte fodboldspiller.

Ikke mindst i de kulørte blade, hvor Rosenborg-spilleren især for år tilbage var nærmest fast inventar.

En del af de helt store klubber

Nicklas Bendtner har fødselsdag i dag – han fylder 30 år.

Han har spillet i flere af de helt store klubber med Arsenal og Juventus som de absolut fremmeste.

Men netop de to klubber rummer også historien om den udvikling – eller afvikling – som Nicklas Bendtner har været igennem.

Han fået genrejsning

Da han spillede for “The Gunners”, som er Arsenals øgenavn, scorede han mod selveste F C Barcelona på Camp Nou. Og kunne på det tidspunkt nærmest flyve.

I Juventus er han noteret for ni kampe og nul mål. I en sæson, hvor “La Vecchia Signora” ellers hentede mesterskabet.

Sideløbende var der alt for mange drukture og “slåen-sig-løs-i-nattelivet” fra fodboldspillerens side.

Det seneste år har dog markeret en vis genrejsning for Nicklas Bendtner.

Er tilbage på landsholdet

Han er mere end fast mand for Rosenborg, og blev også ligaens topscorer i indeværende sæson, som gav et mesterskab til Nicklas Bendtner.

Han er tilbage på landsholdet – og det markerede han selv med målet til 5-1 mod Irland i den kamp, der skaffede Danmark sin VM-billet.

På den private konto er Nicklas Bendtner far til Nicholas på syv år, som han har sammen med Caroline Fleming.

Vi siger stort tillykke til Lord Bendtner.

Powered by Labrador CMS