Corona-krise: To par ude af Vild med dans
To dansere har været i kontakt med en smittet.
Silas Holst og Karina Frimodt har begge været i kontakt med en corona-smittet.
Det betyder, at de og deres partnere, Janus Bakrawi og Nukâka Coster-Waldau, ikke vil være at finde på aftenens dansegulv.
Det oplyser TV2 til Ekstra Bladet.
Artiklen fortsætter under videoen
Det er i forbindelse med dansernes arbejde i musicalen Dirty Dancing, de har været i nær kontakt med den smittede.
De får først svar på deres tests lørdag og skal derfor være isoleret indtil da.
– Det har været for sent i forløbet til at finde erstatningspartnere til Janus og Nukâka – for med fairness i konkurrencen for øje, kunne det have været en ulempe at stille op med en ny partner med så kort varsel, siger Thomas Richardt Strøbech, underholdningsdirektør hos TV2.
Ændringer
De to afbud kommer til at præge aftenens udsendelse, lige som også finalen bliver ændret.
Det vil ikke være muligt at sms-stemme på sit yndlingspar, og finalen 19. december kommer til at stå mellem fire par, og ikke – som planlagt – tre.
I fredags så godt 900.000 personer Vild med dans. (Kilde: Kantar/Gallup).