Corona-chok før finalen

Wafande, Mie Moltke og Emili Sindlev må alle melde afbud til lørdagens store finale.

Wafande, Mie Moltke og Emili Sindlev må alle melde afbud til lørdagens store finale.(Foto: Martin Sylvest)
(Foto: Martin Sylvest)

Offentliggjort Sidst opdateret

Traditionen tro vender alle sæsonens par i “Vild med dans” tilbage i finalen og fremfører en enkelt dans.

Men finalen på lørdag bliver uden musikeren Wafande og hans partner, Mie Moltke, samt uden influenceren Emili Sindlev, som røg ud i semifinalen i sidste uge.

De tre deltagere – to nydansere og en af de professionelle – er nemlig nødsaget til at gå i selvisolation.

(Artiklen fortsætter under videoen)

Det oplyser TV2 i en pressemeddelelse.

– De har været i nær kontakt med en coronasmittet, og på grund af inkubationstiden kan vi ikke få et sikkert testresultat før finalen. Så vi må gemme deres flotte danse i hukommelsen i stedet, siger TV2’s underholdningsredaktør, Thomas Richardt Strøbech, i pressemeddelelsen.

– Vi får fortsat besøg af resten af sæsonens fantastiske dansepar, der sammen med vores tre finalister vil binde en smuk og festlig sløjfe på årets spændende sæson, forsikrer han.

Finaledeltagere klar

Finalen står mellem tre par: Badehotellet-stjernen Merete Mærkedahl og partner Thomas Evers Poulsen, skuespillerinden Nukâka Coster-Waldau og hendes partner, Silas Holst, samt skuespilleren Albert Rosin Harson og hans partner, Jenna Bagge.

Det har været noget nær et under at komme dertil, for vejen til den store finale har ikke været uden dramatik.

Det er anden gang, at den verdensomspændende pandemi påvirker dansedysten.

Op til program seks havde de professionelle dansere Silas Holst og Karina Frimodt været i nær kontakt med en coronasmittet medarbejder på musicalopsætningen af “Dirty Dancing”, som de begge medvirkede i samtidig med “Vild med dans”.

De to var i selvisolation, indtil test viste, at de ikke var smittet med virusset.

Det betød, at de to dansere og deres respektive partnere, skuespillerinden Nukâka Coster-Waldau og skuespilleren Janus Bakrawi, alle sad over i program seks, og at konkurrencen dermed blev sat på standby for en stund.

Ingen af parrene fik påvist corona, og nu er Nukâka Coster-Waldau og Silas Holst således blandt de tre finalepar.

Hvem der vinder titlen og trofæet, kan ses lørdag på TV2 fra klokken 20.35.

Powered by Labrador CMS