Christiane overrasket af fremmed mand i soveværelset
Under et hotelophold oplevede tv-værtinden roomservice, som blev taget meget bogstaveligt.
Christiane Schaumburg-Müller blev så at sige taget på sengen, da hun var på en pressetur i Frankrig under temaet mad og vin, mens hun ventede sønnen, Constantin, som kom til verden i september sidste år.
Den dengang vordende mor led – som en del andre gravide kvinder – af kvalme og kunne ikke klemme fusionen af koreanske og franske fristelser som kammuslinger, snegle eller krabber ned under en fin middag.
Derfor gik tv-værtinden sulten fra bordet, selv om der blev serveret michelinmad, og hun bestilte i stedet en god, gammeldags clubsandwich på hotelværelset.
Fremmed mand i værelset
Men roomservicen endte med at blive et mareridt. Den dengang gravide kendis vågnede nemlig pludselig om natten af en fremmed skikkelse i mørket, fortæller hun i et uddrag af printudgaven af livsstilsmagasinet chrichri, som hun har lagt ud på chrichri.dk.
– Jeg ligger musestille. Helt forstenet. En mand kommer ind i soveværelset. Jeg lader, som om jeg sover, skriver hun i uddraget og fortsætter:
– Det er en tjener. Han går hen og tager min tallerken med resterne af clubsandwichen – som jeg faktisk havde gemt, hvis nu jeg fik kvalme om morgenen. Han forsvinder ud af døren igen. Man lister da ikke ind i en kvindes soveværelse midt om natten!?, skriver hun i uddraget delt på chrichri.dk.
Konstant kvalme
Den i dag 35-årige danske superstjerne beskriver, at hun døjede med “konstant kvalme” de første fire måneder af graviditeten, men intet kunne forpurre ekstasen over endelig at vente et lille kærlighedsbarn med rapperen L.O.C.
– Jeg var i en lykkerus, havde en nyfunden balance og livet gav virkelig mening for mig. Da jeg ventede mig, følte jeg mig som verdens heldigste, lyder det fra Christiane Schaumburg-Müller i uddraget.
/ritzau/FOKUS