Caroline Wozniacki skal bære den danske fane til OL
Caroline Wozniacki får æren af at bære den danske fane, når OL starter i Rio de Janeiro til sommer
Når det danske OL-hold om et halvt år, den 5. august 2016, træder ind på Estádio do Maracanã, bliver det med Caroline Wozniacki i front. Den 25-årige tennisspiller blev fredag eftermiddag præsenteret som dansk fanebærer ved åbningsceremonien. Det skete ved et pressemøde på København Rådhus, hvor hun fik overrakt fanen af kronprins Frederik.
– Det er en ære for mig. OL betyder virkelig meget for mig, og jeg har nogle fantastiske minder fra mine to tidligere OL-deltagelser. Jeg nyder at være en del af det danske hold og mærke den holdfølelse, som jeg ikke oplever i min hverdag. At bære fanen i Rio bliver et af højdepunkterne i min karriere, og noget jeg aldrig kommer til at glemme, siger Caroline Wozniacki.
Den tredje kvinde med fanen
Caroline Wozniacki bliver den 25. danske atlet, der kommer til at bære den danske fane ved en indmarch. Kun to gange tidligere er fanen blevet båret af en kvinde, Anne Grethe Törnblad i 1988 og Judith Andersen tilbage i 1976. Om det faktum siger Team Danmarks direktør, Lone Hansen.
– Det er ikke sådan, at det partout skulle være en kvinde. Men Danmark har og har altid haft mange stærke kvindelige idrætsudøvere, og set i lyset af, at vi siden 1908 kun har haft to kvindelige fanebærere, så giver det god mening, at det er en kvinde, som bærer fanen denne gang, siger Lone Hansen, der beskriver Caroline Wozniacki således:
– Hun har altid grebet sin karriere meget professionelt an. Hun er ambitiøs og målrettet, og det har hun været, fra hun var barn. Hun har nået sine mål via dedikation og hårdt arbejde, og hun er et forbillede for millioner af tennisspillere verden over. Vi skal være stolte over, at dansk idræt kan udvikle atleter af hendes kaliber.
OL er det største mål i 2016
Caroline Wozniackis primære opgave ved OL i Rio er dog at levere et godt resultatet i tennisturneringen. I 2008 kom hun til tredje runde, mens hun i 2012 blev slået ud i kvartfinalen. Begge gange tabte hun til den senere OL-guldvinder. At hun bliver dansk fanebærer er kun med til at styrke hendes motivation for at komme endnu længere i Rio.
– OL er mit største mål i 2016, og jeg glæder mig virkelig meget. Det bliver en anderledes Caroline end ved de to andre OL. Denne gang har jeg mere erfaring, og jeg ved 100 procent, hvordan det er at være til OL, og derfor tror jeg også på et godt resultat i Rio, siger Caroline Wozniacki.